Ejendomsselskab med flot ”gave” til Hobros store kunstprojekt
HOBRO: Når det storslåede kunstprojekt Midgårdsormen begynder sin opførelse i maj måned 2025, bliver der brug for rigtig mange frivillige hænder til arbejdet. Her er husningen af de frivillige nu på plads.
Det er det lokale ejendomsselskab EnergyTech Estate, der velvilligt har stillet lokaler og boliger i Hobros midtby til rådighed. Helt nøjagtigt Adelgade nummer 39, 41 og 43.
De nævnte adresser bliver til efteråret en del af det kommende Føtex-projekt, hvor hele området får et kæmpe løft. Derfor kan lokalerne ikke udlejes på længerevarende kontrakter, hvilket har fået EnergyTech Estate til at tænke midlertidig anvendelse ind, og her giver det rigtig god mening at stille dem til rådighed for kunstprojektet.
- Det er jo et fantastisk projekt, som vil betyde meget for hele Mariagerfjord-området og butikkerne i byen, så vi er rigtig glade for, at vi på denne måde kan bakke op om projektet ved at stille lokalerne til rådighed for de frivillige og kunstprojektet, fortæller Morten Nielsen, der er ejendoms- & udviklingschef hos EnergyTech Estate og i øvrigt også medlem af Hobro Byforum, der er promotor i kunstprojektet.
- Med denne midlertidige anvendelse og aktivering af de centralt beliggende lokaler i gågaden, håber vi på, at vi på den måde fra starten kan gøre projektet til en del af bybilledet, hvilket vil skabe endnu mere liv i gågaden, tilføjer Morten Nielsen, der er overbevist om, at Midgårdsormen kommer til at give hele lokalområdet et kæmpe løft.
- Johnny Haugaards seneste projekt trak cirka 50.000 gæster til Aars, og det var vel at mærke for at se en udstilling, hvor man skulle betale entre. Projektet her i Hobro bliver jo udendørs og dermed gratis for gæsterne, så jeg er sikker på, at besøgstallet vil blive langt højere. Så det kommer virkelig til at gøre en forskel for hele Mariagerfjord-området, tilføjer han.
Midgårdsormen vil blive en spektakulær kunstinstallation, der vil strække sig over 3,5 kilometer fra vikingeborgen Fyrkat gennem byen og ende ved Gasmuseet på Havnen i Hobro. Kunstneren bag projektet er Johnny Haugaard.
Midgårdsormen vil blive opført fra maj 2025 og officielt åbne til juli samme år. Installationen vil være tilgængelig for offentligheden indtil udgangen af august.
Projektet er blevet muliggjort gennem generøse donationer fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro og SMH Holding, hvilket sikrer, at den imponerende installation er gratis for offentligheden og en bygave til både lokalbefolkningen og de besøgende.