Billede beskrivelse

Unik koncertoplevelse med norsk-koreansk organist

25. juni 2024 kl. 11.08

MARIAGER: Ved denne sommers anden af i alt fem sommerkoncerter får Mariager kirke besøg af den norske organist med koreanske rødder, JeeYoung Park.

Hun åbner koncerten med sydtysk musik af George Muffat, og derefter en lille afdeling bygget op omkring salmen "Nu hviler mark og enge".

Først en orgelkoral af Johann Sebastian Bach og derefter endnu en orgelkoral af den hollandske organist og komponist Jacques van Oortmerssen, der har givet sit stykke undertitlen "In Memoriam Marie-Claire Alain" (en meget berømt og betydningsfuld fransk organist).

Der findes ikke voldsomt mange kvindelige orgelkomponister, men JeeYoung Park spiller to satser af den kvindelige komponist Marie-Bernadette Dufourcet-Hakim efterfulgt af et stykke musik fra 1360 af verdens måske mest produktive komponist: Anonymus, der i sagens natur kunne være en kvinde, men grundet årstallet næppe er det.

Selvfølgelig skal der også være norsk musik på programmet, og det bliver "Pieta" af den meget produktive norske organist og komponist Knut Nystedt, der døde 99 år gammel i 2014.

Koncerten, der finder sted tirsdag d. 9. juli kl. 19:30, slutter med en transskription af Johann Sebastian Bachs meget store chaconne for violin - på forunderlig vis omsat til orgel.

Der tages en beskeden entré til denne koncert, men har du betalt for to koncerter, er de øvrige af sommerens koncerter gratis, ligesom der er en meget stor grupperabat.

Børn, unge og studerende har gratis adgang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste