Ung mand gik bersærk: Uddelte skalle og knytnæveslag
Manden er blevet sigtet for vold mod en 24-årig samt trusler mod politiet
HOBRO: Det slog helt klik for en 24-årig mand, da han natten til lørdag gik bersærk i nærheden af Q8 på Mariagervej i Hobro.
Her overfaldt den unge mand en jævnaldrende, som han tildelte en skalle og flere knytnæveslag, ligesom han smadrede offerets telefon.
Da politiet mødte op på stedet, blev manden anholdt men ikke helt uden dramatik. For den 24-årige var så utilfreds med anholdelsen, at han truede politiet med vold.
- Jeg ved ikke, om han bare var oppe at køre, eller om han var fuld, men han opførte sig i hvert fald mærkeligt, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.
Den aggressive mand er blevet sigtet for vold mod den jævnaldrende samt for trusler mod politiet. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af lørdagen.