Billede beskrivelse

Udsigt til en varm soulaften

14. september 2024 kl. 19.01

ARDEN: Der er lagt op til en varm soulaften i Kulturhuset i Arden, når efterårssæsonen indledes med et besøg af sangeren Bobo Moreno og hans Soul Shakers lørdag d. 21. september.

Bobo Moreno har siden slutningen af 80’erne sunget sig længere og længere ind i hjerterne på musikelskere i hele landet.

Han har optrådt med alle tænkelige typer af orkestre og sunget utallige sange. Han har kunne opleves i mange tv-optrædener i musik- og underholdningsshow, og så har han igennem årene arbejdet med store navne som Sanne Salomonsen, D-A-D og Birthe Kjær.

Nu kan du få lov til at opleve Bobo Moreno til en koncert, hvor der er garanti for masser af dejlig musik og en fantastisk stemning. Han kan nemlig begejstre et hvilket som helst publikum med sin alsidige stemme. Han bakkes op af et hold af meget dygtige og professionelle musikere i The Soul Shakers

Kjeld Lauritsen er nylig modtager af den prestigefyldte Ben Webster-pris og spiller på det store hammondorgel med roterende lesliehøjttaler og fodpedaler. Han er kendt for at udnytte instrumentet i legesyge improvisationer.

Uffe Steen på guitar mestrer hele spektret fra rå blues over swingende jazz til rockballader. Nærmere præsentation burde være overflødig, men det kan dog nævnes at Uffe også har modtaget Ben Webster-prisen.

Trioen kompletteres af den virtuose trommeslager Esben Bach, der er en af de travleste musikere på den danske rock- blues- og jazzscene.

Kulturhuset i Arden

Bobo Moreno & The Soul Shakers

Lørdag d. 21. september kl. 20.00

Billetter: 250 kr. på www.kulturhusetiarden.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste