Tag med veterantoget til Mariagers nye rute
MARIAGER: Lørdag den 14. september markeres den officielle åbning af den certificerede Mariager Rute. Ruten ligger tæt på veteranbanens område, hvilket gør det naturligt, at veteranbanen bidrager til den festlige begivenhed.
I den anledning tilbydes en særlig oplevelse. Start din tur på Mariager Ruten med en gratis tur i veteranbanens røde skinnebus!
Skinnebussen kører fra Mariager station til jernbaneoverkørslen i Vesterskoven, hvorfra man kan fortsætte til fods ad den nye Mariager Rute eller tage den korte, men smukke tur tilbage til Mariager langs fjorden.
Afgangene fra Mariager station er som følger: Kl. 12.00, 12.20, 12.40, 13.00, 13.20, 13.40 og 14.00.
Der kræves ingen billet – det er blot at stige ombord i den 70 år gamle, smukt bevarede skinnebus og nyde turen til Vesterskoven.