Tag med på eventyrlig vandretur og støt et godt formål
MARIAGER FJORD: Mariager Fjord Soroptimisterne arrangerer en guidet tur til Skatskoven mandag den 27. maj kl. 19.00. Turen starter ved Skatskovens rasteplads, som ligger ved siden af hovedvej A13, ca. 300 meter syd for St. Binderup Kro.
Det koster 25 kr. at deltage, og beløbet går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro. Der er mulighed for at købe en kop kaffe og nyde hjemmebag efter gåturen.
Ellen Poulsen, der bor i udkanten af Skatskov, har et indgående kendskab til fortællingerne om skoven, dens ejere og dens beboere. Ellen vil guide deltagerne igennem den smukke skov. Ruten inkluderer blandt andet et besøg forbi slottet og de meget imponerende rhododendroner.
For 300 år siden strakte Skatskoven sig helt til Aalestrup, men med tiden er skoven skrumpet en del, og i dag er den fredet. Der må ikke plantes importerede egetræer, og træerne i skoven skal være af de to danske sorter: vintereg og stilkeg.
Det er vigtigt at bære gode, praktiske vandrestøvler eller andet solidt fodtøj. Turen er på ca. 5 km.
Deltagerne går sammen på opdagelse i naturen, får frisk luft, bliver klogere og gør samtidig en forskel for børnene på Julemærkehjemmet i Hobro.