Billede beskrivelse

Stafet For Livet er verdens største fællesskab mod kræft – vil du være med?

29. august 2024 kl. 06.01

HOBRO/MARIAGERFJORD: Over hele verden går lokalsamfund sammen for at give håb og støtte til alle som er berørt af kræft. Det sker med arrangementet Stafet For Livet, hvor vi her i Mariagerfjord går sammen for 9. gang i 2024, og du er inviteret med i fællesskabet!

De mange frivillige i Stafet For Livet Mariagerfjord er i fuld gang med at planlægge dette års stafet.

I år afholdes Stafetten i Det Røde Pakhus på havnen i Hobro. Det sker lørdag den 7. september 2024 fra kl. 11.00 til 23.00.

- Da vi er eneste stafet, der afvikles i Mariagerfjord, håber vi på at få deltagere fra alle hjørner af kommunen, lyder det fra Dorte Carstens, formand for Stafet for Livet i Mariagerfjord.

I samarbejde med Hobro Handel

Stafetten skydes i år som noget nyt i gang fra Store Torv i tæt samarbejde med de lokale butikker i Hobro.

Hobro Handel byder på morgenmad på torvet klokken 10.00, inden stafetten skydes i gang klokken 11.00 med sang, taler og fighterne i front på den første tur mod havnen. Derefter er stafetten i gang og holdene tager over med gåture, løbeture og cykelture.

Billede beskrivelse

Programmet indeholder også mange musikalske indslag af kendte lokale kunstnere, som donerer deres underholdning til Stafet For Livet.

Når mørket falder på omkring kl. cirka 20.00 afvikles den stemningsfulde lysceremoni med tændte lysposer, tale af præst Grethe Holmris og stemningsfuld sang. Hvis vejret tillader det, vil der under ceremonien være både i havnen med lys på.

Kl. 22.00 afholdes midnatsbanko i Det Røde Pakhus med flotte præmier fra områdets erhvervsliv.

Kræft berører os alle

Hver tredje dansker rammes af kræft, så de fleste er berørte af sygdommen enten som ramt, pårørende, ven, kollega, nabo eller lignende.

Stafettens slogan er fortsat: ” Sammen er vi stærkere” og styregruppens håb er, at mange vil stå sammen under dette års stafet.

Man kan støtte stafetten ved at oprette et hold eller tilmelde sig til et af de eksisterende hold, tænde et lys eller give en donation til den gode sag.

Fighterne er stafettens æresgæster, som deltager gratis i arrangementet. Pårørende kan deltage sammen med fighterne i hele fighterprogrammet for 50 kr. Alle, der på et tidspunkt i sit liv har hørt ordene ”Du har kræft”, inviteres til at deltage i stafetten som Fighter. Fighterne er nuværende og tidligere kræftpatienter, som med den gule t-shirt lyser op og tænder håb for andre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste