Billede beskrivelse

Sommervejr får billetsalget til Øster Hurup-koncert til at brage derudaf

13. juni 2023 kl. 08.43
Opdateret 28. juni 2023 kl. 14.24

ØSTER HURUP: Selvom der stadig er en god måneds tid til årets udgave af Øster Hurup Sommerkoncert, så skader det bestemt ikke billetsalget, at vejrguderne de seneste uger har kastet solidt sommervejr ind over landet.

- Med sådan et vejr kommer folk for alvor i sommerhumør, og det er tydeligt på billetsalget, der lige nu går over stok og sten.

Billede beskrivelse

- Sidste år var vi med 5.000 gæster tæt på at kunne melde helt udsolgt til koncerten, og når jeg sammenligner billetsalget med samme tidspunkt sidste år, så er vi lige nu 20 procent over. Derfor har jeg da også en forventning om, at vi igen kan melde tæt på udsolgt. Det tegner i hvert fald positivt, lyder det fra Gert Degn, indehaver af Event-Danmark, der de sidste mange år har stået bag den populære koncert i sommerlandet.

Største program nogensinde

Dette års koncert finder sted lørdag 22. juli på fodboldbanen ved hallen i Øster Hurup, hvor dette års program byder på Lars Lilholt Band, Anders Blichfeldt & Det Nye Band, Birthe Kjær & Feel Good Band, Bryan Adams Tribute, GasBox, The Powls og Hula Hula.

- Vi har i år syv kunstnere og bands på programmet, hvoraf de fem optræder på den store scene, mens de sidste spiller i teltet på pladsen to gange hver i pauserne. Det er første gang, at vi har så mange kunstnere, så på den front er koncerten den største nogensinde, fortæller Gert Degn.

Et par populære gengangere

Dem, der husker programmet fra de seneste par koncerter vil måske sige, at der er et par gengangere på plakaten og der dermed ikke er sket den helt store fornyelse. Men det er der simpelthen en klar årsag til.

- Flere af navnene, blandt andet Lars Lilholt, Birthe Kjær og GasBox, forbinder rigtig mange af vores trofaste gæster med vores koncert, og de kunstnere vil de nødigt undvære. Så dem har jeg valgt at beholde på plakaten. Og ja, de leverer jo også altid varen, der passer perfekt til vores koncept og idé med koncerten.

- Men når det er sagt, så er der jo også nogle nye navne, blandt andre Anders Blichfeldt & Det Nye Band, Bryan Adams Tribute og så altid festlige The Powls, slutter Gert Degn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste