Slut med café som lokalt jazz-mekka
For første gang i mange år bliver der i foråret ikke spillet jazz på Cafe K. Jazz Hobro forsøger sig i stedet med andre koncertscener
Efter en længere årrække med fast base hos Cafe K på havnen i Hobro vælger Jazz Hobro her i foråret at gå nye veje.
Forårets fem planlagte jazzkoncerter bliver således spredt på hele tre forskellige koncertscener: Blåkildes kantine, Himmerlandsteatrets foyer og Ishuset i Bies Have.
Anders Ørberg fra Jazz Hobros bestyrelse lægger ikke skjul på, at det er ”med blødende hjerte” de lokale jazzelskere forlader Cafe K, og han vil heller ikke afvise, at det på et senere tidspunkt kan blive aktuelt at vende tilbage.
- Når vi her i foråret forsøger os med andre spillesteder, skyldes det mest af alt praktiske omstændigheder, der opstår, når spisning og musik foregår samme sted.
- Musikerne har vanskeligt ved at få ro til opstilling, lydprøver og almindelig mental forberedelse og koncentration lige op til koncerterne.
- Samtidig er der en del jazz-interesserede, som udelukkende ønsker at komme til selve koncerterne.
- Der er svært at styre rent bookingmæssigt, da Cafe K samtidig er et af byens foretrukne spisesteder, forklarer Anders Ørberg.
Rent musikalsk åbner forårssæsonen torsdag 24. februar i selskab med den svenske multi-instrumentalist, Gunhild Carling.
Sammen med den danske kvintet, Red Hot Five, spiller hun op i Blåkildes kantine.
- Det bliver et dejligt genhør med en sprudlende og meget underholdende jazz-entertainer fra vores skandinaviske broderland, forudser arrangørerne.
En måned senere, fredag 25. marts, er det Himmerlandsteatrets foyer, der lægger scene til jazz-udfoldelserne.
Bjarke Falgren, en af Danmarks allerbedste jazzviolinister, byder sammen med sin kvartet på en koncert i bedste Svend Asmussen-stil.
Den gamle mester, Svend Asmussen, var selv en stor beundrer af Bjarke Falgren og kaldte ham ‘Danmarks hårdest swingende violin’.
Torsdag 21. april inviterer Jazz Hobro - for første gang - på jazz i Ishuset i Bies Have.
Her er en lille, meget hyggelig intimscene med hele det nødvendige lyd- og lys-udstyr. Guitaristen Uffe Steen og trommeslageren Klaus Menzer har til lejligheden allieret sig med to århusianske top-musikere, Marc Chimmitz og Henrik Møller.
Det er også Ishuset, der lægger scene til, når den Aalborg-baserede trio, The Shadow Government, torsdag 19. maj gæster Hobro.
Pianisten Carsten Kær, trommeslageren Matias Fischer og bassisten Mads Houe er alle tre anerkendte musikere fra Aalborgs unge jazz-miljø.
Mads Houe er desuden kendt i Hobro som underviser på Kulturskolen.
Forårssæsonens sidste koncert, lørdag 11. juni, foregår på Himmerlands Teater, hvor musikken leveres af Prime Time Quartet, fire Aalborg-veteraner der spiller lækker vintage-jazz.
I front står saxofonisten Jakob Mygind og backingen leveres af pianisten Søren Lundby, bassisten Olav Gudnason og trommeslageren Henrik Vardinghus.
Alle koncerterne foregår klokken 20 og billetterne købes enten på nettet via jazzhobro.dk eller kulturfjorden.dk.
Der er også mulighed for at få billet ved døren.