Samlingspunkt fylder år: Markeres 1. april
Skelund Midtpunkt runder 20 år
1. april runder Skelund Midtpunkt runder et halvskarpt hjørne.
Her er det nemlig 20 år siden, at den gamle Andelskasse i Skelund skiftede karakter og i stedet blev kulturhus i byen.
- En mørk mandag aften i februar måned i 2002 blev Jess Laursen kontaktet af en købmand fra Hadsund, der dengang havde rigtig mange huse og lejligheder i hele området. Spørgsmålet til mig var, om vi ville købe den gamle Andelskasse i Skelund? Vi fik indtil kl. 22.30 den samme aften til at bestemme os for at købe den gamle Andelskasse, som jo have været hovedsæde for hele området igennem mange årtier, fortæller Jess Vibech Laursen, en af stifterne af Skelund Midtpunkt.
- Vi var et par stykker, der sagde ja til at købe huset, som senere fik navnet Skelund Midtpunkt. Den efterfølgende måned blev der lynindkaldt til “samling”, og der var over 50 som ønskede at deltage i købet af vores fælles kulturhus i Skelund - indskuddet pr. anpart var dengang på 10.000 kr., husker han.
I Skelund Midtpunkt er der siden holdt mange fester og sammenkomster for alle i Skelund og omegn. Der har været kontorudlejning, kunstudstillinger, zoneterapeut, solcenter, udlejning af senge, billard, møderum, foreningsmøder, fredagsåben, nytårstaffel, julefrokoster, sommerfester på den store terrasse og meget - meget mere
En del af de interessenter der var med til at starte Skelund Midtpunkt er gået bort eller flyttet fra byen. Men der er kommet nye til, som har investeret i fællesskabet, så der stadig er ca. 50 interessenter.
Huset gennemgår hele tiden vedligehold og renovering. Dette sker på frivillig basis, så omkostningerne holdes nede.
Det er et stort hus, og der er nu tre dobbeltværelser til udlejning. Huset benyttes af flere grupper: Litteraturklub, Kreative kvinde, m.m.
Formand Dorrit Andersen og hele bestyrelsen åbner Skelund Midtpunkt på fredag 1 april kl. 16 med lagkage, kaffe og portvin
Mange af de traditioner der blev startet op for 20 år siden, kører stadig med stor succes. Banko og brunkål, Æggekage lavet i kæmpe pander på grill, Juleøllets frigivelse og Nytårstaffel m.m.
Alle er meget velkommen til 20 års dagen for underskriften af skødet for overtagelse af Skelund Midtpunkt.