Billede beskrivelse

Populært kopiband spiller op

04. september 2024 kl. 19.02

SKELUND: Årets velgørenhedskoncert i Skelund Kirke bliver med Ole Gas og hans band den 25. september kl. 19.00.

Ole Gas er en vaskeægte spillemand og entertainer, som ikke kun har hjertet på det rette sted, men også er en af de allerbedste Kim Larsen-fortolkere i Danmark.

Ole Gas ikke bare spiller og lyder som Kim Larsen, han ligner ham også til forveksling. Når man oplever Ole Gas for første gang, er mange næsten i tvivl, om Kim Larsen er genopstået og selv står på scenen.

Med over 3000 jobs gennem de sidste 20 år har mange publikummer og arrangører udtalt, at Ole Gas er en entertainer af stort format.

Denne aften kan Ole Gas opleves med sit band, der består af tre musikalske og kompetente musikere fra Aalborgs musikmiljø, som får alle til at rocke med på Kim Larsens evergreens.

En aften i selskab med Ole Gas Band vil man sent glemme. Når man som publikum oplever Ole Gas, der altid spiller og synger 100% live, bliver man helt nostalgisk og kommer i godt humør.

Koncerten er en velgørenhedskoncert, og hele indtægten på 100 kr. per deltager går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær.

Ved indgangen viser man sin tilmeldingskvittering på telefonen, og man får en gratis øl eller vand med ind. Døren åbnes kl. 18.30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste