Plakaten er klar: Fyrkatspillet tæller ned til premiere
HOBRO: Er du fan af dramatik, af kampscener, af vikingetiden? Så har Fyrkatspillet svaret.
Nu er foreningen nemlig klar til at løfte lidt af sløret for denne sommers forestilling, der under titlen "Ragnarok" byder på vaskeægte drama.
Forestillingen tager sine tilskuere med til de tumultariske tider, hvor vikingernes tro på aserne blev udfordret af kristendommens fremmarch. I en tid, hvor vinteren er lang, og forrådet er ved at slippe op, er der grobund for konflikter og dramatiske begivenheder. Hvilke skæbner vil blive beseglet, og hvilke alliancer vil blive indgået, når guder og mennesker krydser klinger i kampen om overlevelse og hæder?
Det er det spørgsmål, skuespillerne på scenen skal besvare. Stykket er skrevet af Niels Pagh Christensen og vil få premiere den 2. juni. De 13 skuespillere på scenen og de mange frivillige i kulissen vil give den fuld gas, indtil sidste forestilling den 17. juni.
Lige nu arbejder hele holdet bag på at bringe den spændende fortælling til live på scenen. Der vil være storslåede kulisser, flotte kostumer og en dygtig instruktør til at sikre, at publikum vil blive draget ind i vikingetidens fascinerende verden.
Men der er stadig plads til flere frivillige, forsikrer Fyrkatspillets forening. For planerne for fremtiden er store - der skal være endnu flere kulturelle oplevelser for både lokale og besøgende, lyder ambitionen.
Derfor inviterer foreningen nu endnu flere personer med i arbejdet med at forny Fyrkatspillets fremtid og bidrage med både ekspertise og entusiasme.
Er man interesseret i at blive en del af holdet bag Fyrkatspillet, kan man læse mere på Fyrkatspillets hjemmeside fyrkatspillet.dk, eller man kan følge med på facebooksiden Amatørteatret Fyrkatspillet. På hjemmesiden kan man også finde info om forestillingerne og booke sine billetter.