Billede beskrivelse

Over 550 tilmeldt sig: Stort hundeløb kommer til Mariager

25. juni 2024 kl. 06.00

MARIAGER: Allerede nu har over 550 tilmeldt sig stort terrænløb med hund i Mariager i midten af august og ikke mindst nordjyderne har taget godt imod det nye initiativ.

Når K9 Biathlon for alle den 10. og 11. august afvikles i terrænet omkring Mariager Hallen vil knap en fjerdedel af deltagerne være fra region Nordjylland, selvom det er første gang nogensinde, at løbet afvikles på de kanter. Det glæder arrangør og idékvinden bag løbet, Lotte Höhrmann. 

- Det er så dejligt, at nordjyderne er klar til at give den gas med deres hunde og vi glæder os til at se dem kaste sig ud i de mange forhindringer, som vi sætter op ude i det fantastiske terræn omkring Mariager Hallen, siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer, at der især er tilmeldt mange fra Hadsund, Aalborg og Nørre Sundby.

Billede beskrivelse

K9 Biathlon for alle er et terrænløb, hvor hund og ejer sammen skal forcere en række forhindringer på en planlagt rute, der kan være enten ca. 3, ca. 6 eller ca. 9 kilometer lang. Om man vil gå den eller løbe er op til hund, ejer og temperament samt formen. Søndag er der desuden et børne- og familieheat, så man kan deltage flere sammen om den samme hund.

- Tanken er, at alle skal kunne være med. Ved vores sidste løb var den yngste deltager 4 år gammel og den ældste 79. Og alle havde en fest, siger Lotte Höhrmann, der fik ideen til eventet for 5 år siden og siden da, er det blevet det største af sin slags i Skandinavien. 

I Mariager er der således allerede nu tilmeldt deltagere fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Spanien.

Fra fodbold til firbenede

I disse dage danner området ved hallens kælkebakke rammerne om storskærmsarrangementer til Danmarks fodboldkampe ved EM, men til august byttes skærmen ud med butiksstande med mulighed for at købe sportstøj, hundeudstyr og sågar en bil eller en ATV, hvis det skulle have interesse. K9 Biathlon for alle er nemlig sponsoreret af blandt andet Dacia, Craft Sportswear, Non-Stop Dogwear og Polaris ATV og de vil selvfølgelig servere gode tilbud til både publikum og løbsdeltagere.

- Jeg tør godt lov, at det bliver festligt. Foruden de mange gode boder er der sørget for en hoppeborg til børnene og masser af muligheder for at få mad og drikke samt nyde livemusik leveret af et lokalt band, siger John Skov Strandholdt, der er halinspektør i Mariager Hallen.

Lotte Höhrmann har allieret sig med den lokale K9 Runners klub fra Mariager, og de vil også være at finde som frivillige på pladsen. Ligesom hele 26 af dem selvfølgelig deltager i løbet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste