Ny bog om Hadsunds gadenavne på trapperne

04. juni 2022 kl. 06.00

Hvorfor hedder det Munchs Eng og L.B. Sørensensvej?

Ja, det undrede også tidl. forstander Birte Overgaard, Hadsund, som derfor gik i gang med et kæmpe ”gravearbejde”, der nu er resulteret i udgivelse af bogen ”Gade- og vejnavne i Hadsund”, med hjælp fra Hadsund Museumsforening og Hadsund Håndværker- og Borgerforening.

Bogen præsenteres for offentligheden ved en lille reception på Hadsund Egnsmuseum, lørdag 11. juni fra kl. 09.30 til 12.00, hvor forfatter og forening byder på en lille forfriskning, og forfatteren vil fortælle lidt om sit store arbejde med udgivelsen.

Birte Overgaard skriver bl.a. i sit forord:

- Denne lille bog er skrevet, fordi jeg er nysgerrig - altså interesseret.

- Jeg voksede op i Odense, og jeg nåede at blive ret godt kendt der, før jeg som 18-årig kom ud at tjene og kun var hjemme på besøg. Mange af Odenses gader, kirker, huse og områder har navn efter folk, der tidligere har levet der - Og det samme har Hadsund.

- Hadsund er en gammel by, det har andre før mig fortalt om, men gennem de senere år har byen udviklet sig, nærmest i etaper - i bydele, og det er da også sådan, jeg har delt bogen op.

Forening og forfatter håber at rigtig mange vil kikke forbi egnsmuseet, hvor bogen kan købes ved samme lejlighed.

Ellers sælges den gennem Museumsforeningen på mobil 9387 9560 eller mail: lokalarkivet-hadsund@outlook.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste