Billede beskrivelse

Musik på Havnen gør comeback

20. maj 2022 kl. 09.19

Forhåbentligt viser den begyndende sommer sig fra sin allerbedste side, når musik på Havnen i Øster Hurup – efter to års ufrivillig corona-pause - gør comeback fredag 27. maj og lørdag 28. maj.

Her er der ikke blot udsigt til Kattegat, men også til to stemningsfulde dage fuld af musik og aktiviteter med deltagelse af en bred palet af amatørkor, -bands, -solister og massevis af publikummer.

Glæden ved musikken, sammenholdet og fællesskabet er nøgleordene for weekenden. Årets musikprogram byder på intet mindre end fem kor og 11 bands. Når weekenden er omme, betyder det, at der har været omkring 150 udøvende musikere og sangere på scenen hen over de to dage.

Billede beskrivelse

Der vil være musik for enhver, da der både vil være folkemusik, country, rock, pop, funk og irsk folkemusik.

Fælles for alle de udøvende artister er, at de spiller gratis og kun får forplejning. De får til gengæld oplevelsen af at stå på en professionel scene foran et stort og som regel altid veloplagt publikum.

Der vil også være en lang række aktiviteter – blandt andet vil Mariagerfjord Ungdomsskole stå for en række vandaktiviteter, herunder mulighed for at få en gratis sejltur.

Det er Event Øster Hurup og Øster Hurup Havn som i samarbejde afholder arrangementet. Det kunne dog ikke lade sig gøre uden en stor hjælp fra sponsorerne og ikke mindst de mange frivillige.

Billede beskrivelse

Musik på Havnen er efterhånden blevet en tradition i Øster Hurup, der startede tilbage i 2013. Der har dog været to års ufrivillig pause grundet corona-pandemien, men arrangørerne glæder sig til at mødes til musikalske fællesskaber igen.

Arrangementet er samtidig med til at skyde sommeren og turistsæsonen godt i gang, da det er første store arrangement i byen i 2022.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste