Lokal udgave: Skal du til Den Store Bagedyst?
HOBRO: Når Hobro Handel fredag den 28. juni inviterer til en ny, festlig Open By Night står den på aftenkaffe, masser af kage og en lokal udgave af Den Store Bagedyst i gågaden.
På aftenen har butikkerne åbent til klokken 22.00, men Den Store Bagedyst starter klokken 18.30, hvor alle kreative og dygtige amatørbagere kan komme og aflevere deres søde sager og lækre bagværk.
Klokken 19.00 vil et kompetent dommerpanel så smage på kagerne og give dem point, hvorefter de heldige vindere bliver kåret. Der er præmier til de fire mest velsmagende kager.
Når vinderne er kåret, vil kagebuffeten med alle de lækre kager være opstillet på henholdsvis Store Torv og Posttorvet, hvor de kan smages.
Et enkelt stykke kage koster kun 5 kr., så der er rig mulighed for at smage lidt forskelligt. Kaffen til kagerne har butikkerne sørget for – der vil i løbet af aftenen nemlig være opstillet borde med friskbrygget kaffe foran mange af butikkerne.
Så vel mødt til endnu en hyggelig Open By Night i Hobro.