Billede beskrivelse

Lokal BMX-klub fejrer 40-års jubilæum med Danmarksmesterskaber

14. september 2024 kl. 14.03

HADSUND: I 1984 fik nogle kreative personer den idé, at der skulle stables en BMX-klub på benene i Hadsund. Det resulterede i Dragon BMX.

I weekenden den 21. og 22. september er det så 40 år siden. I sig selv noget af en bedrift for en BMX-klub. Dermed hører klubben også til blandt de ældste i Danmark.

Det fejrer Dragon BMX med afholdelse af Danmarksmesterskaberne i alle klasser og en jubilæumsfest på området ved BMX-banen den 21. september.

- Det bliver en spændende lørdag med masser af gode løb,- tør bestyrelsen godt love. Og måske det største arrangement i klubbens historie.

Festlig åbning af arrangementet

Inger Støjberg, medlem af Folketinget, holder åbningstalen til arrangementet. Denne holdes umiddelbart efter indmarch og nationalsang ved Lærke Gregersen. Herefter går Danmarksmesterskabet og festlighederne i gang.

På anlægget finder du også en stor tombola, som er et besøg værd. Der er mange fine gevinster, som er givet af byens forretninger. Klubhuset er åbent, og her kan du blandt andet købe de meget populære pommes frites og sodavand til fornuftige priser.

Arrangementet er åbent for alle, og der er gratis adgang. Bemærk, at parkering på området er forbeholdt BMX-kørerne og deres familie.

Billede beskrivelse

Program

Kl. 10.30 – 11.00: Indmarch og åbning af DM Challenge

Kl. 11.10 – 11.50: Opvarmning og registrering BLOK 1

Kl. 11.50 – 12.30: Opvarmning og registrering BLOK 2

Kl. 12.30 – 13.00: Pause for officials

Kl. 13.00: LØBSSTART

En frivillig forening

Dragon BMX er en frivillig forening, hvor man for at køre BMX skal være medlem af klubben. Der er frivillige trænere og en bestyrelse samt mange aktive forældre, som gerne giver en hånd med ved diverse arrangementer.

Trænerteamet består af: Sarah Thorhauge, Palle Nielsen, Steven Jensen, Morten Klitgaard, Henrik Thorhauge, Alexander Bach Jensen, Mads Bjerre, Johnny K. Madsen og Niels Jensen.

Bestyrelsen for Dragon BMX: formand Mette Mostrup, næstformand Alexander Bach Jensen, kasserer Mads Nielsen, baneansvarlig Henrik Thorhauge. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Louise Thorhauge, Palle Nielsen og Johnny K. Madsen. Suppleanter: Sabrine Bach Geisler og Thomas Nielsen.

Dragon BMX har 40 aktive kørere i stort set alle klasser, både drenge og piger. Dragon BMX er en fantastisk klub for både store og små sjæle. Klubben har et stort skønt anlæg beliggende i industriområdet med tilhørende klubhus.

Har du lyst til at prøve BMX-sporten, så mød op på en træningsaften og prøv det af. De har cykler og udstyr, så du kan prøve sporten, før du beslutter dig for, om det er noget for dig. Der trænes hver tirsdag og torsdag kl. 17.

Fair play og socialt samvær ved Dragon BMX

BMX er en individuel sport, hvor det er ens egen præstation, der tæller, uanset om man er rigtig god eller mindre god.

Dragon BMX er en breddeklub, og der er plads til alle. Selvom man er konkurrenter på banen, kan man sagtens sidde og spise pommes frites sammen efter løbet.

Fair play og socialt samvær er i højsædet, da det også skal være sjovt at dyrke sport.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste