Billede beskrivelse

Kom til åbningsfest hos Sol og Strand i Øster Hurup

05. april 2022 kl. 10.04
Opdateret kl. 10.42

Østkystturismen får endnu en bastion, når Sol og Strand Feriehusudlejning fredag 8. april om eftermiddagen slår dørene op til åbningsreception i et helt nyt bureau på Kystvejen 10 i Øster Hurup.

Bureauchef Laila Zaar inviterer både sommerhusejere og gode samarbejdspartnere fra hele Mariagerfjord indenfor.

- Vi er jo rykket ind i lokalefællesskab med ”Mad fra Heidi”. Og Heidi serverer lokal tapas, og samtidig er Hadsund Bryghus til stede. De byder på smagsprøver af gode lokale øl. Så allerede her viser vi endnu engang, at vi kan skabe en god stemning, når vi står sammen, siger Laila Zaar i en pressemeddelelse.

Formålet med det nye bureau i Øster Hurup er både at øge servicen til de lokale sommerhusejere i Mariagerfjord og på østkysten, hvor Øster Hurup hidtil har været betjent af Sol og Strands Hals-bureau, men også at være med til at give Østkyst-turismen et løft.

Det fortæller Laila Zaar, der også er bosat i Øster Hurup, hvor hun gennem mange år har været en af drivkræfterne bag en række lokal aktiviteter.

- Østkysten fortjener virkelig at blive talt op. Sammenligner du med, hvad Vestkystturismen for at omtale, så får vi altså for lidt her på østkysten. Og det er en af grundene til at vi nu åbner bureau i Øster Hurup. På Vestkysten er der enormt meget prestige i at have et bureau, mens der ikke er den samme prestige i det på østkysten. Men det har jeg tænkt mig at lave om på, siger Laila Zaar.

Med det nye bureau vil Sol og Strand samtidig kunne løfte serviceniveauet over for sommerhusejere i hele Østhimmerland og Mariagerfjord.

- Jeg er sikker på, at vi kan tiltrække mange flere feriegæster til Mariagerfjord, end vi har i dag. For østkysten har mindst lige så meget at byde på. Vi har mindst lige så meget lækker natur som vestkysten og andre dele af Danmark. Det er bare en anden natur, end den man har på vestkysten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste