Billede beskrivelse

Kom på lysregatta-tur med stil

13. september 2024 kl. 11.01

MARIAGER: Lørdag den 14. september afvikles den årlige Lysregatta på Mariager Fjord. Traditionen tro stævner turbåden Svanen ud fra Mariager i følgeskab med et større antal både, der alle er illumineret. 

Det fortæller arrangørerne. 

Festligt ser det ud, når flåden af store og mindre både står ud af havnen i Mariager. 

Solnedgangstur med de gamle motorvogne 

I år er der igen mulighed for at komme med på en stemningsfuld solnedgangstur med veteranbanen. Fra Mariager Station går turen ud langs Færgehagen og op gennem skoven ved Lunddalen med den smukke Mariager Fjord i baggrunden til banens højeste punkt Fjelsted trinbræt, der ligger i 54 meters højde over vandet. 

Undervejs kan man i ro og mag opleve solnedgangen fra de 90 år gamle motorvogne. Toget når naturligvis at komme tilbage til Mariager Station og til havnen i god tid, så alle kan opleve det farverige og flotte syn, når flåden af oplyste både stævner ud fra den idylliske fjordby. 

Tag aftenkaffen eller en forfriskning med i toget

Hvorfor ikke supplere en hyggelig familietur på en forhåbentlig lun og tør sensommeraften med en lille medbragt forfriskning i veterantoget? 

Tag kaffen eller anden forfriskning med og nyd den undervejs, mens solens sidste stråler går ned i horisonten mod vest. Det hele smager dobbelt så godt i det skønne gamle motortog. 

Veterantoget kører efter følgende plan fra Mariager Station kl. 16.00, 17.00, 18.00, 19.00 og 20.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste