Kom og mød Danmarks eneste pindsvineforsker
HOBRO: Pindsvin bestanden er i fare. Hvordan kan vi bedst beskytte dem?
DN-Mariagerfjord inviterer til et spændende foredrag onsdag den 27. november kl. 19:00 i Hobro Medborgerhus, Skibsgade 26, hvor Sophie Lund Rasmussen, kendt som Dr. Pindsvin, deler sin viden om pindsvinets biologi, bestandsudvikling og konkrete måder, vi kan støtte arten på.
Sophie Lund Rasmussen er Danmarks eneste dedikerede pindsvineforsker og har med sin store passion for dyrene viet sit liv til forskning og formidling om pindsvinene.
Med en baggrund som biolog har hun siden 2011 fokuseret sin forskning på pindsvin og leder i dag "Det Danske Pindsvineprojekt". Foredraget er gratis, og Danmarks Naturfredningsforening byder på kaffe/te og kage.
Alle interesserede er velkomne til at deltage i en lærerig aften om, hvordan vi kan skabe en bedre fremtid for pindsvinene i Danmark.