Klejtrup atter klar til at feste

Byfesten er lidt anderledes i år - men skydes i gang med pool party i friluftsbadet

18. august 2021 kl. 12.24

Selvom konceptet er lidt anderledes i år, så er Klejtrup klar til at holde byfest for fuld musik.

- Vi har sammensat et program, der skal være for alle byens borgere. Vi har drøftet mange ting og har fundet frem til en række ting, som vi mener rammer bredt for byens borgere. Det har været en speciel tid, og det har været svært at arrangere noget. Derfor glæder jeg mig over, at tiden nu er kommet til at vi kan få nogle arrangementer stablet på benene, siger Michael Mikkelsen formand for byfestudvalget.

Festen starter ud med røg, lys og musik ved en stor pool party i Klejtrup Friluftsbad fredag 27. august klokken 19, hvor DJ Tom Baars vil stå for musikken.

Festen er for børn fra 5.-10. klasse, og det er gratis at deltage. Der kan købes flere alkoholfrie drinks, sodavand, slik og chips i løbet af aftenen.

Tilmelding skal ske på sms til Mette Nielsen på 61656454

Festen fortsætter 2. september, hvor der holdes ”Klejtrup har talent” for aldersgrupper med pengepræmier på spil.

Kan du synge, spille, jonglere med en bold, tale med din undulat, stå i spagat, trylle eller noget helt andet? Så har du mulighed for at deltage i konkurrencen. Du kan stille op med en lille gruppe eller alene.

Derudover arrangeres der familiedag 4. september og Klejtrups Coronafest 11. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste