Isse vender retur til Hobro – i hvert fald for en aften
HOBRO: Lørdag den 2. november indtager Isse og band scenen i Ishuset i Hobro. Det er første gang de spiller i Hobro, og som support kan publikum glæde sig til det unge og talentfulde nordjyske band Mssch.
Isse kommer med guitarkassen fuld af små mesterværker af skønne og let tilgængelige sange. Sange som hun selv har skrevet både tekst og musik til. Hendes musik kan beskrives som melodiøs, dansksproget poprock, der både minder om noget, man har hørt før, men også har sin egen personlige karakter.
Sange der går lige i hjertet og i dansefødderne. Den jyske humor kommer også i spil mellem numrene, hvor Isse med stort nærvær og troværdighed fortæller om, hvordan de enkelte sange er blevet til.
Isse, med det borgerlige navn Marie Louise Sandorf Uth Jacobsen, bor i dag nær Silkeborg med sin mand, Gabriel Uth Jacobsen, der også er musiker og producer for Isse. Parret har en lille datter.
Hobro har en helt særlig plads i Isses hjerte. Hendes far er nemlig fra Assens ved Mariager og har gået på Hobro Gymnasium. Gennem ham er Isse blandt andet kommet på stadion i Hobro mange gange for at se Hobro IK spille fodbold - blandt andet da de rykkede op i Superligaen. Hun ser derfor ekstra meget frem til at spille i Hobro – næsten som på hjemmebane.
Inden Isse går på scenen i Ishuset kan man opleve supportbandet Mssch, der består af en gruppe unge nordjyder mellem 14 og 18 år. Bandet blev håndplukket efter deres optræden ved Band Battle i Aalborg, og de har siden gjort sig bemærket med deres energifyldte koncerter.
Bandmedlemmerne inkluderer 17-årige May fra Mariagerfjord Kommune, som både spiller klaver, rytmeguitar og skriver sange. På leadguitar er 18-årige Henrik fra Mariagerfjord, mens 17-årige Sia Mynte spiller bas og også bidrager som sangskriver. Det er især, når May og den energiske Sofie My synger sammen, at bandets unikke lyd for alvor skinner igennem. Carl på 14 år fuldender bandet på trommer med stor energi og entusiasme.