Billede beskrivelse

Hadsundløbet nærmer sig: Tilmeld dig nu

06. august 2024 kl. 14.00

HADSUND: Det traditionsrige motionsløb, "Hadsundløbet", nærmer sig med hastige skridt og afholdes i år torsdag den 5. september kl. 18.30.

Stævnelederne Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard fra arrangørklubben Mariager Fjord Orienteringsklub, i samarbejde med Palle Justesen fra Sportigan Hadsund, inviterer til Hadsundløbet for 32. gang.

Siden starten af juni måned har der været åbent for tilmelding til dette års udgave af Hadsundløbet. Sidste år deltog 169 løbere, hvilket var en forbedring fra det forrige år med blot 135 deltagere.

Arrangørerne håber naturligvis på en stigning i deltagerantallet, men rekorden på 879 deltagere fra 2012 virker usandsynlig. Jens Chr. Dalgaard fortæller, at den massive deltagelse i årene 2010-2013 skyldtes Hadsund Skoles store opbakning med mellem 426 og 563 børn og unge hvert år.

I år er håbet en lille stigning, idet indbydelsen til løbet blev sendt ud før sommerferien til skoler og klubber i hele området. Mange virksomheder har også modtaget indbydelser, og arrangørerne håber, at flere hold fra butikker og virksomheder vil deltage og få en hyggelig torsdag aften sammen.

Den almindelige motionsløber opfordres til at tage bekendte med på en af de tre ruter: den korte på 3,3 km, den mellemlange på 5,5 km og den længste på 10,5 km. Henrik Bach, ruteansvarlig fra arrangørklubben, fremhæver, at der er en distance for enhver løbers formåen.

Det er muligt at tilmelde sig i en decideret "WALK"-gruppe på de to korteste distancer, 3,3 km og 5,5 km. Familier med klapvogne og barnevogne er også velkomne, da alle ruter er på fast underlag.

Stævnepladsen vil som sædvanlig blive opsat på Torvet/Storegade midt i Hadsund. Erik Nielsen og Lars Jensen fra klubben sørger for perfekte rammer til løbet, der både starter og slutter i byens centrum. Her kan løberne tanke op med væske og frisk frugt sponsoreret af Super Brugsen, Hadsund. Der vil også blive uddelt "spurtpræmier" i målområdet efter tilfældige principper.

Palle Justesen fra Sportigan Hadsund er klar med præmier i form af de populære "Hadsundløbet-medaljer". Hvis der er løbere i alle aldersgrupper på de tre distancer, bliver der 52 medaljetagere, der alle modtager præmier på Torvets store trappe.

Sportigan udlover også et par nye løbesko, hvis der sættes ny rekord på en af de tre distancer. Sidste år satte Lærke Aakjær Mousten ny rekord i pigeklassen på 3,3 km med tiden 14.38.

Arrangørklubben oplyser, at der stadig er et lager af de flotte blå løbs-T-shirts fra Nordeafonden, som vil blive uddelt gratis til deltagerne på løbsdagen fra kl. 17.00 efter "først til mølle"-princippet.

Sidste år vandt Hadsund Boldklub Urmager Erhardsens vandrepokal med 38 deltagere, hvilket var det største tilmeldte hold. Vandrepokalen blev stiftet i år 2000 som et ekstra frisk pust til byens ældste motionsløb.

Hadsund Skole har vundet pokalen ni gange, med det største hold på 563 løbere i 2012. Hadsund Boldklub har vundet fem gange, flest i 2005 med 108 løbere.

Tilmeldingen er åben indtil den 2. september, fortæller Keld Østergaard, klubbens løbstilmelder og webmaster. Al øvrig information om løbet, herunder kort over de tre ruter og løbsstatistik, er tilgængelig på løbets hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste