Fodboldklub inviterer til Nak & Æd
Torsdag den 24. marts byder Hobro IK på foredrag med kok, forfatter og TV-kendis; Nikolaj Kirk – kendt fra det populære program Nak & Æd.
Her vil Nikolaj Kirk blandt andet fortælle om, hvordan han får inspiration til at arbejde kreativt med naturstoffet på tv. Hvorfor hedder programmet Nak & Æd, og smager en husmår egentligt godt?
Han vil desuden fortælle om, hvordan han arbejder med programmet Nak & Æd, om hans holdninger til jagt og om vildtet, han går efter i de nye programmer.
Nikolaj Kirk blev for alvor et kendt ansigt i Danmark, efter han medvirkede i tv-programmer som Mad i kassen, Go’ morgen Danmark og altså de seneste mange år ikke mindst det populære livsstilsprogram Nak og Æd om jagt og natur, som han laver i samarbejde med Jørgen Skouboe Møller.
Gastronomi er Nikolaj Kirks helt store passion, som han har skrevet mange bøger om og modtaget adskillige priser for. I forlængelse af passionen for gastronomi søger Nikolaj Kirk konstant efter nye teknikker rundt omkring i verden, som kan inspirere ham til nye retter.
Fokus på råvarer
Inspirationen kommer ofte fra de mange små lokalsamfund, hvor han får lov til at være en del af kulturen for en stund for at kunne lære nye teknikker. Når Nikolaj Kirk laver mad, er det vigtigste for ham de mange grundteknikker, der ligger bag hver enkel råvare. Alle råvarer er ligeværdige ifølge Nikolaj Kirk, hvad end det er en dansk kartoffel eller en dyr trøffel!
Nikolaj Kirk er udlært fra Hotel Imperial og Hotel Baltik i 1992-1993. Han har været køkkenchef på diverse restauranter, men valgte i 2003 at blive selvstændig. Desuden har han udgivet bogen ”Beretninger fra fremmede køkkener” og ”Ild - Eventyrlig mad”.
Arrangementet afholdes på DS Arena, hvor der er spisning inden Nikolaj Kirk går på - helt nøjagtigt grillet kamsteg/oksefilet. Om det er noget, Nikolaj Kirk selv har nakket, fortæller historien dog ikke noget om...