Billede beskrivelse

Flere tusinde kigger med, når hunde og -ejere dyster og fester

26. juli 2024 kl. 07.59

MARIAGER: Yngre læsere må nok melde pas, men de mere modne vil måske kunne huske tv-programmet "Hund og hund imellem" med Poul Thomsen som vært.

I programmet skulle hundene skulle hundene og deres ejere igennem en såkaldt agilitybane med forskellige forhindringer, absolut ukyndigt og humoristisk kommenteret af komikerparret Jan Monrad og Søren Rislund.

Helt så sjovt bliver det måske ikke, når mindst 675 hunde og deres ejere 10. og 11. august mødes i Mariager og udfordrer hinanden i agility, også kaldet biathlon. Men at der bliver både råbt og skreget, er der ingen tvivl om, understreger Lotte Höhrmann, der som repræsentant for arrangøren, K9 Biathlon for alle, holder mikrofonen under arrangementet.

Billede beskrivelse

- Folk siger, at jeg ikke kan holde min kæft, og jeg plejer da heller ikke at have nogen stemme tilbage, når vi slutter om søndagen, siger Lotte Höhrmann, der dog ikke vil love helt det samme niveau som d'herrer Monrad og Rislund.

- Men sjovt skal det nok blive. Det plejer at være en kæmpe fest, hvor alle kan være med, siger hun med et veloplagt grin.

Det er femte gang, det såkaldte Dacia Silver Cup afholdes, men det er første gang i Nordjylland. Danmark er bedste repræsenteret, men der kommer faktisk deltagere fra Tyskland, Finland, Norge og Spanien og helt så langt væk fra som Ecuador og Mexico.

Billede beskrivelse

- Der er også en tilmeldt fra Zimbabwe, men mon ikke det er en fejl? Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men alligevel, lyder det tvivlende fra Lotte Höhrmann.

Yngste tilmeldte er tre år, ældste 80. Der konkurreres i forskellige alders- og vægtklasser på tre forskellige distancer fra 2,5 til 10 km, så der er masser af præmier og titler at kæmpe om.

- Men det er vigtigt at understrege, at vitterlig alle kan være med. Lige nu er andelen af børn og unge på over 12 procent, og det er faktisk flere, end Royal Run kan prale af. Så det er altså for sjov, siger Lotte Höhrmann.

Det er Mariagerhallen, der er den lokale samarbejdspartner, og halinspektør John Skov har store forventninger til arrangementet.

Billede beskrivelse

- Da jeg blev spurgt, om vi ville være værter, var jeg ikke i tvivl. Det er en vildt god måde at brande os og byen på. Der er næsten 700 deltagere, og de fleste har nok familie og venner med, så mon ikke der kommer op imod 3000 gæster til byen, siger han.

Alle, der har lyst, kan deltage, og der er fortsat åbent for tilmelding.

- Lige nu fører Midtjylland foran Nordjylland, så der er lidt at komme efter for de nordjyske hundeejere. Kom nu, siger Lotte Höhrmann.

Mariager ligger lige nu på en 10. plads med 10 tilmeldte, men det er trods alt ikke så langt fra Silkeborg på 17 tilmeldte.

Billede beskrivelse

Nogle af deltagerne tager det mere seriøst end andre. Om lørdagen løber deltagerne banen igennem, om søndagen går man.

I området omkring Mariagerhallen etableres den 2,5 km lange forhindringsbane med "Kælkebakken" over for byens Rema 1000 som start- og målområde. Deltagerne kan altså vælge at løbe banen igennem flere gange og kan dermed komme helt op på en samlet distance på 10 km.

Omkring hallen bliver der opstillet stande og boder, hvor der sælges for eksempel vådt og tørt, hundeudstyr og meget mere. Indtægten går til Mariagerhallen, men der er også en skilling at hente for de lokale spejdere, der står for at organisere parkeringspladserne.

- Man betaler 25 kroner for parkeringen, og det er de fleste villige til, når de ved, det går til et godt formål, siger John Skov.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste