Familiedag med veterantog og veteranbiler
MARIAGER: Veteranbanen inviterer til Veteran-dag, søndag den 23. juni 2024 fra kl. 10:30 – 16:00 på Mariager og Handest station.
Denne dag vil gamle motorkøretøjer samles til et træf på stationerne i Handest og Mariager, med forventning om mange skønne gamle biler, motorcykler, knallerter og traktorer fra ”Motorismens lømmelalder”.
Søndag den 23. juni er en ordinær køredag hos veteranbanen, hvor togene vil blive fremført af det fireakslede lokomotiv, Frichs diesellokomotiv fra 1953 på 375 hk.
Veteranbanen viser sine motorkøretøjer frem, med en perlerække af spændende køreklare danskbyggede motorvogne og en skinnebus.
Danmarks flotteste skinnebus, HBS SM 210, bygget i 1952 hos Vognfabrikken Scandia A/S i Randers til Horsens-Bryrup-Silkeborg Jernbane, har 47 siddepladser.
Tre smukke Triangel-motorvogne i teaktræ, bygget hos Triangels Fabrikker i Odense i årene 1928, 1937 og 1939, vil også blive præsenteret.
Der vil være mulighed for at se Danmarks næstældste motorvogn, en Kielervogn, bygget i 1926 hos Vognfabrikken Scandia A/S i Randers, som er tip-top restaureret.
Den 23. juni er lagt op til en hyggelig familiedag. Medbring en madkurv og nyd den blandt de flotte veterankøretøjer, der kommer forbi i løbet af dagen.
Tag en tur med veterantoget og oplev de 17 kilometer afvekslende landskab mellem Mariager og Handest. Læn dig tilbage i lædersæderne og nyd en rolig fart med 30 kilometer i timen, mens fjordlandskaber og hedearealer krydses.