Få historien kort: Da campisterne kom til Mariager
Nordjyske Museer er denne sommer på tur i det nordjyske med udstillingen Den Korte Historie. Mandag 7. august kommer den til Mariager Camping, hvor den fortæller historien om campinglivet ved Mariager Fjord.
Udstillingen i Den Korte Historie, som er gratis at besøge, fortæller om dengang ferie blev en realitet for alle lønmodtagere, og hvordan generationers campingliv sidenhen har udfoldet sig ved den smukke Mariager Fjord.
Den tager sit udgangspunkt i livet på Mariager Camping, som blandt andet bliver fortalt af en tidligere ejer.
Det er historien om en lille lejrplads ved Færgehagen, der i 1960 blev omdannet til en egentlig campingplads – og som fra slutningen af 1980’erne har gået under navnet Mariager Camping.
Udstillingen kan opleves fra mandag 7. august og frem til 3. september ved førnævnte campingplads i tidsrummet 8.00-21.00. Herefter tager Den Korte Historie videre til Stinesminde Havn med historien "Fra Industri til rekreation".
Historien om Mariager Camping er en del af Nordjyske Museers nye koncept Den Korte Historie.
Udover fysisk at flytte tættere på borgerne bliver den lokale historie formidlet på en lettilgængelige måde med korte tekster, fotos, film og udvalgte genstande.
Udstillingen er kortfattet og visuel, og den kan opleves på ganske kort tid – deraf navnet Den Korte Historie. Formålet er at nå dem, som normalt ikke går på museum, men som i stedet gerne vil have ”lidt historie på farten”.
Den Korte Historie er indrettet i en specialdesignet container, som i løbet af 2023 og 2024 kommer rundt i både Mariagerfjord, Jammerbugt, Rebild og Aalborg kommuner med forskellige lokale historier.