Billede beskrivelse

En hund efter hyggelæsning: Læs højt for Stella

21. maj 2024 kl. 06.02
Opdateret kl. 09.18

HOBRO: Nogle børn har svært ved at finde læselysten i det daglige. For at lave om på det har biblioteket allieret sig med Fonden for Socialt Ansvar og ikke mindst Stella, bibliotekets nye læsehund. Stella er en golden retriever, som elsker at høre historier læst op af børn.

Det fortæller Mariagerfjord Bibliotekerne. 

Stella er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, og resultatet er øget læselyst og selvtillid hos barnet, som læser. Stella hverken dømmer eller retter på barnet, men tilbyder ro og nærvær, der skaber tryghed og tillid.

Børn, som deltager i et læseforløb, mødes én gang om ugen med Stella, og et læseforløb varer typisk seks uger. Barnet får mulighed for at læse højt for læsehunden i 20 minutter, hvorefter der er tid til hundeøvelser og leg.

En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteket med netop denne opgave.

Tilbuddet kan benyttes på Hobro Bibliotek og henvender sig til børn, der har svært ved at læse, og som kunne tænke sig at blive bedre til at læse på en hyggelig og anderledes måde.

Vil du eller et barn, du kender, være med i et læseforløb med Stella? Så kig forbi biblioteket og hør mere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste