Billede beskrivelse

Den næste Diva besøger Hobro

04. november 2024 kl. 14.01

HOBRO: Når Hobro Musikforening slår dørene op for efterårets sidste af i alt fem koncerter, bliver det med sopranen Louise McClelland. Med sig har hun pianisten Laurits Dragsted.

Sopranen Louise McClelland har dansk-newzealandsk baggrund og er "Årets P2 Talent 2024", og hun har tidligere modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris og Léonie Sonnings Talentpris.

Louise McClelland vandt den første Rued Langgaard Konkurrence i 2021, og ved koncerten i Hobro Musikforening fremfører hun et program, der spænder fra sange af lige præcis Langgaard over lieder af bl.a. Richard Strauss til operaarier af Puccini og Mozart.

Der bliver også plads til et par arier fra Handels Messias, hvor hun senere i december kan høres ved en koncert i Mariager kirke.

Louise McClelland har for nylig medvirket i Danmarks Radios tre udsendelser “Den næste Diva”, hvor man har kunnet få et indblik i, hvor hårdt det kan være at være musiker i topklasse. Det uanset om man skal stå foran et publikum til en operaopsætning på Det Kgl. Teater eller foran et publikum på Mariagerfjord Gymnasium.

Sidstnævnte er tilfældet lørdag d. 16. november kl. 15.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste