Byvandring på vandet: Kom på historiske sejlture på Mariager Fjord
MARIAGER:
Mariager Fjord rummer mange spændende fortællinger fra fortiden, som venter på at blive fortalt. Derfor har Svanen også i år inviteret Nordjyske Museer med ombord.
Undervejs på sejlturen vil publikum møde museets guide, som levende fortæller om Mariager Fjord og områdets historie – set fra søsiden. Disse ture finder sted syv torsdage i løbet af sommeren.
Den noget anderledes "byvandring" på vandet bringer publikum til forskellige steder ved fjorden, hvor den lokale historie har udspillet sig.
Turen starter i Mariager, hvor gæsterne hører fortællingen om den gamle klosterby. Mariager Kloster fik økonomien i området – og dermed byen – til at blomstre i middelalderen, men efter dets nedlæggelse gik området igennem dårligere tider. Til gengæld er byen i dag meget idyllisk med sine krogede gader og velbevarede bindingsværkshuse.
Der er også fortællinger om cementeventyret ved Dania i slutningen af 1800-tallet og om det hyggelige fiskerleje Stinesminde, inden turen fortsætter forbi Vindø Teglværk. Her får man historien om et af de få tilbageværende teglværker i Danmark. I 1950'erne legede blege, men glade drenge fra København i fjordlandskabet på Feriekolonien Hegedal tæt på fjorden, hvilket man også hører mere om.
Svanen sejler derefter forbi Bramslev Bakker, hvor museets guide fortæller om de meget omtalte skattefund fra vikingetiden, som blev gravet op i bakkerne i 2022-2023. De relaterer til den nærtliggende vikingeringborg Fyrkat, som i 2023 blev anerkendt som UNESCO Verdensarv.
Turen går tilbage til Mariager, men ikke før Svanen har sejlet ind i Hobro Havn. Her fortæller guiden om en havn, der tidligere var fuld af industri og handel, hvilket stadig kan ses i de tydelige spor efter, herunder de idylliske træpakhuse, som ellers er forsvundet fra de fleste andre danske havne.
Man kan deltage i Svanen og Nordjyske Museers historiske ture på Mariager Fjord fra den 23. maj og derefter udvalgte torsdage hen over sommeren.