Billede beskrivelse

Borgernes egen udstilling: Mit Mariagerfjord

24. august 2024 kl. 14.01

ARDEN/HOBRO: Kulturhuset i Arden indleder efterårets udstillinger med en smuk og spændende fotoudstilling i samarbejde med Kunstetagerne Hobro, hvor borgere fra hele kommunen har udvalgt og fotograferet deres yndlingssteder i områdets unikke natur.

-Hvad betyder Mariagerfjord for dig? Hvad er smukt, hvad er grimt, hvad gør dig glad, hvad kunne du ønske var anderledes? Sådan spurgte Kunstetagerne i foråret 2023 med en opfordring til, at Mariagerfjord Kommunes borgere fotograferede lige netop dét, som betyder mest for dem i deres hjemkommune.

Forventningen til det brugerinddragende projekt var at få et indtryk af, hvad der optager kommunens borgere her og nu. Projektet blev generøst støttet af Mariagerfjord Kommune, Region Nordjyllands Kulturpulje og Sparekassen Danmarks Fond Hobro.

Billede beskrivelse

Opfordringen har betydet, at mange borgere har sat billeder og ord på deres Mariagerfjord. Blandt andet det bakkede landskab, som omkranser Danmarks længste fjord, og områdets særegne natur på alle årstider. Også hyggestunder i familiens eller fællesskabets skød ses ofte blandt de indsendte motiver.

Kommunens skove er også fotograferet flittigt. Blomstertæppet, når anemonerne står i fuldt flor, frodigheden på en solskinsdag og puddersne, der gør skovvejen ganske magisk, er blot nogle af de motiver, som har fanget øjet hos bidragsyderne.

Billede beskrivelse

Udstillingen åbnes med en fernisering lørdag den 31. august, som også byder på en intimkoncert med pianisten Lili Olesen, som vil spille satser fra værker af blandt andet Johann Sebastian Bach, Frédéric Chopin, Jacques Ibert og Claude Debussy.

Fernisering, udstilling og intimkoncert finder sted i Kulturhuset i Arden lørdag den 31. august klokken 11.00-12.30.

Gratis adgang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste