Billetsalg går godt: Populær sommerkoncert har program på plads
Programmet til 2024-udgaven af den populære Øster Hurup Sommerkoncert blev offentliggjort for en god måneds tid siden, og siden har der været run på billetsalget.
Koncerten finder sted lørdag den 20. juli 2024 på fodboldbanen ved hallen i Øster Hurup, hvor dette års program byder på KrebsFalch, Lars Lilholt Band, Shu-bi-dua 2.0, Birthe Kjær & Feel Good Band, GasBox, The Powls og MD Duo.
- Ligesom sidste år har vi igen hele syv kunstnere og bands på programmet, hvoraf de fem optræder på den store scene, mens de sidste spiller i teltet på pladsen to gange hver i pauserne. Det koncept var en stor succes til sidste års koncert, så det gentager vi i år, fortæller Gert Degn, indehaver af Event-Danmark, der står bag den populære sommerkoncert.
Og, ja, der er – traditionen tro – lidt gengangere på plakaten, men det er et helt bevidst valg.
- Lars Lilholt Band, Birthe Kjær & The Feel Good Band og GasBox forbinder rigtig mange af vores trofaste gæster med vores koncert, og de kunstnere vil de nødigt undvære. Så dem har jeg valgt at beholde på plakaten igen i år, og så synes jeg også altid, at de leverer varen og er garant for fest og god stemning, fortæller Gert Degn.
Populær duo
Men der er bestemt også fornyelse og nye navne på plakaten, blandt andre den legendariske duo Poul Krebs og Michael Falch, der kommer med deres band og giver den maks. gas.
Duoen skal til foråret på tomandstur, hvor de må melde udsolgt til rigtig mange af deres koncerter– det gælder blandt andet i Kongrescenteret i Herning, Musikhuset Aarhus, Royal Stage Aalborg og Værket i Randers. De kan så i stedet opleves i Øster Hurup – sammen med deres band.
Øster Hurup Sommerkoncert er på alle måder en folkelig syng-med-dag, hvor mange forskellige generationer kommer og hygger sig sammen i sommerlandet. En koncert, hvor man også kan tage af sted hele familien og hvor der er plads til at alle hygger sig.
Flot start på billetsalget
Billetsalget startede for godt en måned siden, og der har været godt gang i bookingsystemet.
- Det tegner meget positivt. Så ja, jeg er da allerede begyndt at drømme om et salgstal som sidste år, hvor vi med cirka 5.000 gæster var meget tæt på at melde helt udsolgt. Lige nu har vi ovenikøbet ”Earlybird”, hvor en portion billetter sælges til en særlig attraktiv pris, slutter Gert Degn.
Du kan læse mere om Øster Hurup Sommerkoncert 2024 her: www.oesterhurupsommerkoncert.dk