Ambu By Night og traditionsrigt fakkeloptog
HOBRO: Årets Ambufest i Hobro lurer lige om hjørnet. Festlighederne starter for alvor torsdag den 29. august – men ”opvarmningsaktiviteterne” til festen starter tidligere.
Første aktivitet er således Ambus lys- og fakkeloptog, der finder sted fredag den 23. august. Den særlige aften markeres ved at byens butikker holder Ambu By Night med åbent til klokken 20.
Der vil være en række forskellige aktiviteter i byen, inden lysoptoget med de mange japanske lygter og fakler starter på Ambupladsen, hvor alle deltagere mødes kl. 20.15.
I år bliver der en stor fælles rute: Fra Ambupladsen, via Korsgade, Skolegade, Adelgade, Posttorvet, H.I. Biesgade, Havnegade, inden det hele slutter på havnen, hvor alle fakler lægges på bål.