Derfor koster gangbro over jernbanen 20 millioner kroner

”Bjerg-etape” skal overvindes med lang omvej gennem vildt terræn

20. april 2021 kl. 17.56

HOBRO: Det kommer til at koste i omegnen 20 millioner at bygge en fin, lille bro over jernbanesporene på Hobro Station. En bro, der kun bliver for gående og cyklende, og som skal sikre en smutvej fra nuværende og kommende villakvarterer og til banegården.

Projektet har forårsaget en del kvaler i kommunens tekniske udvalg, og sagen har været drøftet flere gange i både udvalg og byråd.

Udfordringen er et barsk terræn med en markant højdeforskel mellem perronen på stationen og Ølsvej og boligområderne på vestsiden af sporene.

En lige sti fra station til Ølsvej ville resultere i stigningsprocenter, der er en bjergetape i Tour de France værdig. Men der skal også være adgang kørestole og folk med mindre ”gode ben”.

- Vi har valgt et projekt, der ikke helt kommer til at overholde gældende grænser for stigningskurver, hvad angår handicappedes adgang. Men vi kommer meget tæt på, og det her er det muliges kunst, siger Jørgen Hammer Sørensen (DF), formand for udvalget for teknik og miljø.

Seks meter høj bro

Løsningen indebærer, at fodgængere og cyklister fra perronen på østsiden ved spor 1 enten lader sig hæve med elevator eller bevæger sig ad en rampe til seks meters højde. Det svarer omtrent til gulvhøjden på tredje sal.

Billede beskrivelse

Herfra går turen over de tre jernbanespor, og broen fortsætter langt mod vest, indtil den rammer ind i den stejle skrænt. Herfra kan fodgængere vælge en trappe i lige linje op til en sti i lidt mere jævnt terræn. Men cyklister, barnevogne og kørestole må tage den lange tur ad en cirka 300 meter sti, der vil sno sig op ad skrænten. Først mod nord, og så i et skarp sving tilbage mod syd, hvor den rammer toppen af trappen.

Herefter fortsætter stien lidt mere skånsomt op ad bakke mellem Morbærvej og Multebærvej, før den rammer Ølsvej.

Grafik:

Allerede i dag kan man lade sig udfordre af terrænet på den sti, som går fra bunden af Multebærvej til vestsiden af jernbanen, men som kun giver adgang til togene via trapper gennem den eksisterende gangtunnel.

- Den sti er alt for stejl for handicappede og overstiger vist grænserne med 300 procent, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Banedanmark betaler

Broderparten af regningen for stibroen sendes til Banedanmark. Selskabet har i forbindelse med renovering af spor og klargøring til elektriske tog fjernet fem mindre broer i Mariagerfjord Kommune.

Som kompensation får kommunen stillet knap 21 millioner kroner til rådighed til at bygge nye broer. Man vil bruge cirka fem millioner til en ny bro over banen ved Brovej i Arden, og altså omkring en snes millioner gå stibroen i Hobro. Differencen må kommunen betale.

For de mange penge kunne man også anlægge adskillige kilometer cykelsti eller andre anlæg til gavn for borgerne.

- Men pengene fra Banedanmark må kun bruges til broer, fastslår Jørgen Hammer Sørensen.

Billede beskrivelse

Han forsvarer også, at investeringen slet ikke er så tosset, for stien giver nem adgang for gående og cyklister, der skal med toget. Den tilbyder også en smutvej til Hobros midtby.

- Der ligger store villaområder på vestsiden af banen, og der kommer flere i de kommende år. Det er i den retning, byen udvikler sig, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Cykel- og gangstien op ad skrænten slår et knæk forbi et kommunalt stykke jord, der ligger i bunden af Haldbakken i en tidligere grusgrav. Her kan der måske anlægges en stor pendlerplads.

- Der mangler allerede i dag pladser til langtidsparkering for bilister ved Hobro Banegård, men en ny pendlerplads er noget, der ligger mange år ude i fremtiden, vurderer Jørgen Hammer Sørensen.

Den nye stibro må man også vente lidt på. Omkring tre år, for anlægsarbejdet skal planlægges 32 måneder på forhånd, fordi det kræver spærring af sporene og forstyrrelse af togdriften.

Mariagerfjord Byråd skal godkende stiprojektet ved banegården.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste