Billede beskrivelse

Denne by er vært for årets BørneTour

09. april 2024 kl. 06.01

HOBRO: Der er igen glade børn i sadlen, når det populære børnecykelløb BørneTour vender tilbage i 2024 og besøger mere end 20 danske byer med cykelsjov for børn. 

Den 4. maj kommer BørneTour til Hobro, og alle børn og unge i alderen tre til 15 år inviteres til at være med.

Det fortæller Mariagerfjord Kommune. 

BørneTour er et begyndercykelløb for børn og unge, hvor alle kan være med, uanset fart, type af cykel og ambitionsniveau.

BørneTour skal få flere børn op på cyklerne

Hos Mariagerfjord Kommune er man glad for, at BørneTour kommer til byen.

- Som kommune vil vi gerne være med til at fremme interessen for cykling, særligt hos børn og børnefamilier. Cyklen er jo for mange et transportmiddel, hvilket vi som kommune generelt understøtter med cykelstier og arbejdet med blandt andet Hærvejens cykelrute. Med dette tiltag med BørneTour kan vi nu også sætte fokus på cykling som sport og forenings- og fritidsaktivitet, og derfor er vi rigtig glade for, at den lokale cykleklub vil være med til at løfte dagen. Vi vil jo gerne have flere, både børn og voksne, til at leve et aktivt liv, siger Jørgen Pontoppidan, udvalgsformand for Kultur og Fritid.

En lille smule Tour de France-magi til Hobro

Sidste år samarbejdede Mariagerfjord Kommune med Børneulykkesfonden om et cykelløb for de mindste, hvor også Hobro Cykleklub var en aktiv medspiller på selve dagen. Cykelløbet var en stor succes, hvor 225 børn deltog i selve cykelløbet og sammen med deres søskende og forældre havde en rigtig hyggelig dag på Ambupladsen i Hobro.

I år har kommunen rakt ud til Danmarks Cykle Union for at kunne fortsætte succesen med cykelløb for børnene med endnu mere inddragelse af cykelklubben, så der også sættes fokus på cykling som en idræt og en aktiv sport.

Undersøgelser fra blandt andet Vejdirektoratet viser, at danske børn og unge cykler mindre, og den udvikling vil Mariagerfjord Kommune gerne være med til at vende. Cyklen skal have en hovedrolle i hverdagen til glæde for både sundhed, livsglæde og klima.

Hobro Cykleklub ser frem til besøget

BørneTour arrangeres af Hobro Cykleklub, Danmarks Cykle Union, Škoda Danmark og Mariagerfjord Kommune.

Henrik Ginnerup, formand i Hobro Cykleklub, ser frem til at skyde BørneTour i gang i Hobro:

- Cykelsport er både sjovt og meget socialt, og vi tror på, at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med BørneTour. Uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje og en god cykeloplevelse - og måske mod på at prøve sig af i en cykelklub, fortæller formand Henrik Ginnerup.

Man kan læse mere og tilmelde sig til BørneTour i Hobro på BørneTours hjemmeside. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste