Debutforfatter Hans Henrik Rasmussen: - Lokale vil helt sikkert kunne genkende Hadsund i bogen
Hans Henrik Rasmussen debuterer med romanen Spejltræet
HADSUND: Hans Henrik Rasmussen, født og opvokset i Hadsund, debuterer nu med Spejltræet; en roman om kærlighed, ensomhed og litteratur, der blandt andet foregår i en by, som har en hel del tilfælles med forfatterens fødeby.
Den lille by, der indgår i romanen, er således kraftigt inspireret af Hadsund.
I artiklen herunder svarer debutforfatteren på en række spørgsmål om sin nye bog og den lokale inspiration, han har brugt i skriveprocessen frem mod det færdige værk.
Hvad handler din roman Spejltræet om?
- Bogen er bygget op omkring fem karakterer, som alle oplever en eller anden form for tab, der vender deres liv og tilværelse på hovedet. De har svært ved at finde deres plads, svært ved at finde mening i livet, og de er alle i bund og grund ensomme.
- Der er en violinist, der kommer til skade med sin hånd, så hun ikke længere kan spille, en kvindelig litteraturskribent, der er ved at fare vild i sin karriere og ender i en besættelse af erotiske amatørhistorier, forfatteren til en mystisk succesroman og en tidligere universitetslektor, der arbejder på et slagteri og danser på randen af vanviddet, siger Hans.
Den vigtigste karakter i bogen er dog den unge mand, som inden for kort tid mister sin første store kærlighed og sin far – sidstnævnte ligesom forfatteren selv gjorde for mange år siden.
- Det sender ham ud på en rejse fra hans fødeby til blandt andet New York og et bjerg i New England, og undervejs flettes hans historie sammen med de andre karakterer og deres historier, siger han.
Er der andet med fra dit eget liv – måske fra din tid i Hadsund?
- Der er ingen tvivl om, at lokalkendte vil kunne se, at den unge mands lille, unavngivne fødeby er inspireret af Hadsund. Et andet eksempel er, at jeg efter gymnasiet – for snart 25 år siden – arbejdede et halvt års tid på Hadsund Kreaturslagteri. Så slagteriet, hvor flere af karaktererne krydser veje, er ikke helt taget ud af den blå luft – selv om der er tilsat rigeligt med fantasi, siger han.
På den måde vil der sikkert være andre små detaljer rundtomkring, som lokalkendte vil falde over.
Hvad er dit forhold til Hadsund i dag?
- For efterhånden mange år siden skrev jeg et essay til Dagbladet Information i en serie, hvor man skulle fortælle om sin hjemstavn. Jeg skrev, hvordan mine venner og jeg efter gymnasiet alle var ivrige efter at komme væk. Det, tænker jeg, er en ret naturlig følelse at have som 19-årig – at ville ud og opdage verden.
- Men i dag synes jeg jo, Hadsund er fantastisk, når jeg er hjemme for at besøge min mor eller gamle venner. Jeg har boet i København i snart 20 år, og det er en fuldstændig lise at komme tilbage til fjorden og skoven, og den ro, som man kan finde her. Og jeg vil også sige, at den glæde ved naturen, som jeg har med fra Hadsund, er tydeligt til stede i romanen, siger han.
Hans Henrik Rasmussen kommer til signering lørdag 8. april kl. 11-12 i Bog & Idé i Hadsund.
Hans debutroman Spejltræet udkom fredag 31. marts på forlaget Grønningen 1.