Danmark Rundt vender tilbage til Mariagerfjord efter 11 år
MARIAGERFJORD: Sæt kryds i kalenderen ud for 16. august, hvis du er cykelentusiast eller bare en, der kan lide, når der virkelig er rav i gaden. Den dag kommer feltet i cykelløbet PostNord Danmark rundt til både Hobro og Mariager, og der er inviteret til folkefest i begge byer og langs ruten.
Det er femte og sidste etape i løbet, og det er den eneste, der rammer Nordjylland, men efter starten i Hobro og to ture rundt i Mariager fortsætter rytterne til Silkeborg, hvor løbet afgøres.
Det er bestemt ikke hver dag, muligheden byder sig for at se cykelsport på internationalt niveau i hverken Mariager eller Hobro. Sidst det skete på dette niveau, var i 2014, da Hobro var startpunkt, og Mariager var målby.
Dengang udviklede det sig til en ren folkefest med tusinder af mennesker især i Mariager, og forventningen er, at det samme gør sig gældende i år.
- Jeg sad selv i følgebilen dengang, og jeg var dybt overrasket over, hvor mange der havde slæbt campingbordet ud på ruten og sad og drak kaffe, øl eller vin og bare hyggede sig. For ikke at tale om de mange, der fulgte starten i Hobro og mødte op i Mariager. Det var fantastisk, og jeg tror ikke, det bliver ringere denne gang, siger borgmester Mogens Jespersen.
Rent sportsligt kan løbet ikke måle sig med Tour de France, men en række prominente navne stiller trods alt til start. Blandt de danskere, der især kan gøre sig gældende, finder man Mads Pedersen og Mattias Skjelmose Jensen, men Anders Foldager, Magnus Cort og sprinteren Albert Withen Philipsen vurderes også at have en chance, og så kan det være sidste gang, man kan opleve Jakob Fuglsang som aktiv cykelrytter. I hvert fald i Danmark.
Blandt de udenlandske konkurrenter finder man sidste års vinder, Arnaud De Lie, Dylan van Baarle, Matteo Trentin, Warren Barguil og Finn Fisher‑Black. Mariagerfjord Kommune med kultur- og fritidschef Flemming Poulsen i spidsen koordinerer arrangementet lokalt i samarbejde med DCU, Brandinggruppen "Noget for livet", Erhvervsrådet og Hobro Cykleklub.
Det er kutyme, at kommuner, der får besøg af PostNord Danmark rundt, må spytte i bøssen, og det gælder også Mariagerfjord Kommune.
- Vi bidrager med mandetimer til afspærringer og regulering af trafikken, og derudover betaler vi et beløb på 200.000 kroner. Det er muligt, at nogle derude har ondt af, at vi betaler penge, når vi samtidig sparer, men jeg kan garantere, at sponsorer ville stå i kø for at få så meget brandingværdi. Desuden tjener vores handlende og restauratører masser af penge på dagen, og det kommer jo i sidste ende kommunekassen til gode, siger Mogens Jespersen.
Starten i Hobro er tilsat et ekstra krydderi, da det store prestigeanlæg "Alt på hjul" indvies samme dag. Primus motor i projektet er Henning Sørensen, der både har været formand for Hobro Cykleklub og dopingkommissær i Danmarks Cykelunion.
- Det er et projekt til små 40 millioner kroner, som han stort set egenhændigt har rejst. Det er det eneste af sin slags i Danmark, og han har arbejdet med det i årevis. Han var i gang allerede, da etapen blev kørt i 2011, og han er bare blevet ved. Det er en kæmpepræstation, han har leveret, siger Mogens Jespersen.