Billede beskrivelse

Connie fik fin pris: Jeg troede, det var fis

15. november 2025 kl. 06.00

SKELUND: Butikskæden Nærkøb uddelte for nylig prisen som årets "Royal Unibrew butik" til en kædens mindre butikker. Titlen tildeles på baggrund af butikkernes indkøb i kroner og vækst på indeks, og i den henseende har Nærkøb i Skelund udmærket sig i det seneste år.

Bag butikken står Connie Mikkelsen, der bestemt ikke havde set sig selv i rollen som prismodtager.

- Jeg blev da noget overrasket. De ringede et kvarter før, de kom og overrakte diplomet, og jeg troede, det var fis, indtil de kom ind ad døren. Men det viste sig jo at være rigtigt, og det er jeg da lidt stolt af. Det er normalt supermarkeder, der får prisen, bemærker hun.

Så stor er Nærkøb i Skelund ikke. Det er nærmere en kiosk, der kan forsyne kunderne med de mest almindelige dagligvarer, og så er det også en El- og Hvidevareforretning drevet af Connies mand, elinstallatør Ingemann Mikkelsen, og ikke mindst Connie Mikkelsens hjertebarn, blomsterforretningen.

- Det er det, jeg holder mest af. Det er det, jeg er uddannet til, men i forhold til omsætningen er det el- og hvidevarer og kiosken der tæller mest. Det andet går jeg og hygger mig med, fortæller hun.

Omsætningen er steget støt og roligt, og modsat hvad man kunne tro, har den ikke ændret sig ret meget, efter at Dagli'Brugsen i nabobyen Veddum lukkede ved årsskiftet.

- Lidt har det da betydet, men langt de fleste kunder er fra Skelund, som kommer og køber de småting, de lige står og mangler. Jeg har indimellem nogle slagtilbud, og øl og spiritus går som varmt brød. Der er også mange håndværkere med opgaver i området, der kommer forbi og køber drikkevarer, tobak og lidt til frokosten, siger hun.

At lukningen af brugsen ikke har større indflydelse på omsætningen kan ifølge Connie Mikkelsen skyldes historiske omstændigheder.

- Skelund er Skelund, og Veddum er Veddum. Der har igennem årene været gjort meget for at øge fællesskabet, men det er ikke helt lykkedes. Det er og bliver svært for folk at komme fra det ene sted til det andet, selvom byerne ligger så tæt. Sådan har det altid været, siger Connie, der ellers har været en slags brobygger mellem de to byer.

Hun flyttede i 1980 til Veddum sammen med sin mand, Ingemann Mikkelsen, og har boet der siden. Derimod har hun kun drevet forretning i Skelund. Forud for det arbejdede hun i Hadsund Grønt Center i 25 år og har taget en del stamkunder med derfra.

Med prisen fra Nærkøb følger et diplom og en kæmpe Toms guldbarre. Førstnævnte er kommet op at hænge i butikken som varigt minde, mens guldbarren - godt hjulpet af Connies børn og børnebørn - er fortæret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste