Billede beskrivelse

Cheftræner om stort nederlag: Røvirriterende at tabe 3-0

Michael Kryger beretter om et uheldigt forløb i kampen mellem Hobro og Silkeborg, hvor sidstnævnte tilkæmpede sig et fint resultat

13. marts 2021 kl. 20.30

FODBOLD: Hobros cheftræner, Michael Kryger, var egentlig overordnet set tilfreds med den indsats, der blev lagt for dagen i opgøret mod Silkeborg lørdag eftermiddag.

Det var dog et kynisk og effektivt Silkeborg-mandskab, der blandt andre tæller den tidligere AaB'er Nicklas Helenius, som var mødt op i Østerskoven.

Og derfor endte kampen, som den gjorde, mener Kryger.

- Jeg er ked af, at det giver et forkert billede af kampen, for jeg synes egentlig, vi er godt med, mod et af de bedste hold, jeg nogensinde har set i 1. division. Det er virkelig røvirriterende at tabe 3-0, det er der ingen spillere eller trænere, der bryder sig om, mener han.

Med sejren over Hobro lørdag eftermiddag, lyder Silkeborgs målscore nu på vanvittige 12-1 efter de første fem kampe i foråret.

- De er bare brandvarme, Silkeborg. Jeg vil ikke sige, de scorer på alle deres chancer, men det er godt nok tæt på. De er virkelig skarpe på deres chancer, og så har de jo nappet en rigtig dygtig forsvarsspiller, Tobias Salquist, herfra, som bare er bundsolid og lukker af for utrolig mange af vores omstillinger, siger Michael Kryger.

Selvom Hobro-træneren var tilfreds med store dele af kampen, så var der dog alligevel en periode, som nagede ham.

- Vi er lige ved at skifte ind, da de scorer til 2-0 for at se, om vi kan sætte det sidste pres ind og udligne til 1-1. Men så scorer Nicklas Helenius til 2-0 og lukker reelt set kampen. Derfra bliver det for dårligt de sidste tyve minutter, lyder det fra Michael Kryger.

Hobro skal forsøge at hjemtage forårets første sejr, når spillertruppen rejser de godt 220 kilometer til Esbjerg fredag aften.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste