By og land mødtes til succesfuld Farmer Night
Man kunne ikke gå mange meter på gågaden i Hobro uden nærmest at støde ind i en eller anden. Farmer Night den 2. juni blev et succesfuldt arrangement med solen stående højt på himlen, mange mennesker og en fantastisk stemning og glade smil overalt, skriver arrangørerne i en omtale.
Det var dagen før det årligt tilbagevende Hobro Dyrskue, og netop lørdagens dyrskue var også årsagen til, at man dagen før i Hobro Handel havde tildelt Open By Night-temaet titlen "Farmer Night". Et tema valgt for at bakke op om dyrskuet.
Lone Mikkelsen, formand for Hobro Handel, er godt tilfreds med arrangementet:
- Det var et utroligt velbesøgt arrangement, og byen summende af liv fra morgen til aften. Faktisk var der godt gang i gågaden om lørdagen også, takket være dyrskuet.
Som Farmer Night også antydede, var der farmer-stemning og -aktiviteter for både store og små. Flere butikker var trukket i farmer-tøj og gav ekstra gode tilbud.
På Posttorvet var der halmballe-labyrint og hoppekøer for de mindste, og i Adelgade var der ponyridning, kælegrise og eksotiske dyr fra Nordisk Dyrepark. Man kunne også opleve fine veterantraktorer og en arbejdende smedje. Store Torv bød på alt godt til ganen. Her var boder og gårdbutikker, flæskesteg, kolde fadøl og livemusik.
Det er ikke første gang, at der bliver afviklet hverken Farmer Night eller dyrskue i Hobro. Dyrskuet kunne nemlig i år prale af 150-års jubilæum.
- Alt i alt var det en fantastisk weekend for Hobro. Farmer Night er en tilbagevendende event, og i år blev det bare en kæmpe succes med flere besøgende end det forgangne år. Stor ros og tak til Hobro Handels eventudvalg, til hjælpere og de deltagende butikker for et godt arrangement. Og det samme gælder folkene bag dyrskuet og alle dem, der kom ind i midtbyen og nød det gode vejr og bakkede op om arrangementet, lyder det fra Hobro Handels glade formand.