Borgmester på retræte: Kæden har været det værste
MARIAGERFJORD: Det kan næppe komme bag på nogen, at borgmester Mogens Jespersen (V) ikke genopstiller, når der til efteråret kaldes til kommunalvalg.
- Da jeg stillede op til sidste valg, sagde jeg samtidig, at det var sidste gang. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg ville være aktiv i politik som 70-årig, så nu må der yngre kræfter til. Efter 28 år i kommunalpolitik har jeg aftjent min værnepligt, slår han fast.
Han er søn af Tage Jespersen, der i Hadsund Kommune nærmest opnåede status af bykonge som borgmester i perioden 1970-1985. Mogens Jespersen indledte sin politiske karriere i 1997 - fra første færd som borgmesterkandidat. Men først i 2012 blev han borgmester i Mariagerfjord Kommune, og hvis man taler om jobtilfredshed, så er den lige så stor nu, som den var dengang.
- Jeg er overhovedet ikke træt af det. Jeg møder tidligt ind om morgenen, drikker noget kaffe, får læst avisen, læser dagsordener og bilag, besvarer mails, og så går dagen ellers med et hav af møder, og nogle gange er jeg ikke hjemme før kl. 20 om aftenen, men jeg er sgu glad for mit arbejde, siger han.
Mogens Jespersen fylder 69 år i maj og undgår altså lige akkurat at runde 70, inden han til nytår overdrager borgmesterkæden til en anden. Den bliver givetvis ikke savnet.
- Jeg har den kun på ved helt særlige lejligheder, egentlig kun, når dronningen - nu ville det så være kongen - er på besøg. Den er forbandet tung og er ret ubehagelig at have på, smiler han.
De øvrige omstændigheder ved jobbet er ifølge Mogens Jespersen noget mere attraktive. Det gælder samarbejdet med byrådskollegaerne, borgerne og pressen.
- Uanset hvad man siger om jer, har jeg stort set ikke oplevet problemer. Hvis jeg for eksempel i en situation har siddet inde med viden, som jeg bare ikke kunne fortælle her og nu, har jeg kunnet løfte sløret med en aftale om, at det først ville gå i trykken, når det var klar til offentliggørelse. Begge parter vinder. Vi får arbejdsro, og pressen får mulighed for at være bedst muligt rustet, når historien så kan fortælles, siger han.
I forhold til borgerne mener han, at en borgmester skal være tilgængelig og parat til at svare på kritik.
- Alle er velkomne. Min mailadresse og telefonnummer står på hjemmesiden, så man kan bare gribe knoglen. Jeg svarer gerne, for jeg ved fra min tid i Toyota, at når folk ringer, er de parat til at handle. Dels giver snakken en mulighed for at undgå misforståelser, dels kan man jo også blive klogere af at lytte til andre synspunkter, uddyber han.
En ofte hørt ytring fra borgerne handler om, at de i deres område føler sig overset, forbigået eller forfordelt. I Mogens Jespersens tilfælde kommer kritikken ofte fra baglandet, den tidligere Hadsund Kommune.
- Jeg plejer at bede folk om at komme med eksempler, og det er langt fra altid, de kan. Måske fordi der bevisligt går flere penge til den østlige del af kommunen end den vestlige målt pr indbygger. Og så glemmer nogle, at vi aldrig ville kunne tvinge en virksomhed til at blive eller flytte hertil, hvis de ikke vil. Vi fik en del høvl, da PowerCon flyttede fra Hadsund til Hobro, men alternativet var faktisk, at de var rykket til Vejle. Jeg ved ikke, hvor meget vi og erhvervsrådet rykkede dem i arme og ben for at blive, og det er da alt andet lige skønnere, at de bliver i kommunen, ikke mindst for medarbejderne i Hadsund, der beholdt deres arbejde, påpeger han.
Ifølge borgmesteren er de kommunale midler ikke helt lige fordelt, men ikke på den måde folk tror.
- Faktisk går der flere kroner til den østlige del af kommunen end til den vestlige, så jeg kan da bedre forstå, hvis folk i Hobro og omegn drømmer om en borgmester derfra efter to perioder med H.C. Maarup fra Arden og tre med Mogens fra Hadsund, smiler han.
Den politiske drøm er for hans vedkommende aldrig gået i retning af Folketinget.
- Det er en helt anden form for politik. Fronterne er hele tiden trukket skarpt op. Her handler det om at lytte og samarbejde. Et forslag kan jo være lige så godt, når det kommer fra en enkeltmandsgruppe, som når det kommer fra 11 Venstre-medlemmer. Vi har heldigvis en tradition for, at hele byrådet står samlet bag budgettet, og bortset fra et enkelt år har jeg ikke oplevet problemer med byrådsmedlemmer, siger Mogens Jespersen.
Skulle nogle være i tvivl, var undtagelsen 2023, da Jørgen Hammer Sørensen (DF) og Jens-Henrik Kirk (K) måtte forlade deres poster som udvalgsformænd. Et slagsmål, som borgmesteren ikke ønsker at kommentere.
Hvad der skal ske i januar 2026, ligger ikke fast.
- Jeg er ikke for alvor begyndt at spekulere på det, men jeg skal ikke hjem at sidde. Det ligger fast, og i øvrigt ville jeg bare få en to-do-liste af Lone med besked om at komme i gang. Men hvad det skal være, ved jeg ikke. Det må godt være mindre end 10 timer om dagen og helst noget, hvor jeg ikke behøver træffe to-tre beslutninger hver dag, siger Mogens Jespersen, hvis fritidsaktiviteter kan tælles på en savværksarbejders hånd.
Tidligere har han kørt motorcykel, men ikke længere.
- De sidste fire år, jeg havde den, havde jeg den stående hos Toyota om vinteren, hentede og klargjorde den om foråret, satte den i garagen med presenning over, og så kørte jeg den tilbage om efteråret. Halvanden kilometer om året - så den har jeg solgt, siger han.
Han fik en cykel i gave fra byrådskollegaerne i anledning af hans 60 års fødselsdag, men den har heller ikke været udsat for meget slid.
- Jeg fik den først pakket ud efter fem år. Dækkene var flade, og det tog et par år at få dem pumpet, men sidste år kom jeg da ud at køre syv-otte gange, mener jeg.
Til gengæld er han og konen, Lone Jespersen, ret flittige brugere af deres sommerhus ved Helberskov, og de tilbringer også tid sammen med deres to døtre på henholdsvis 35 og 41 år, deres respektive mænd og i alt tre børnebørn på fire, fem og otte år.