Bjørns drøm er gået i opfyldelse og lidt til
AAMØLLE: Det er godt et år siden, Bjørn Scherbarth, hans kone Laura Holm, Nanna Sloth og Mads Moth genåbnede Aamølle med ambitioner, der rakte langt ud over blot at drive et overnatningssted.
Nu, et år senere, tøver den daglige leder, Bjørn Scherbarth, ikke med at erklære ambitionerne for indfriet og lidt til.
- Vi havde nogle ideer, men jeg må bare sige, at det er blevet meget mere, end vi havde turdet drømme om. Antallet og bredden af vores events har virkelig overrasket mig, og der kommer hele tiden nye til. Folk har virkelig taget det til sig, siger Bjørn Scherbarth.
Det er for det meste på foranledning af folk udefra, at arrangementer bliver til. Blandt andet fra den støtteforening, der er etableret omkring Aamølle.
- Jeg elsker musik, jeg elsker kunst, men det er ikke det, jeg har mest forstand på. Det har de i støtteforeningen, der blandt andet arrangerer foredrag, udstillinger og koncerter. Andet opstår mere eller mindre tilfældigt. For eksempel har vi en heavy metal-festival i august, som er en ide, min genbo, Tobias Nørholm, har fået. Weekenden efter har vi 19 gæster, der holder et internationalt yoga-retreat. Spændvidden af de ting, der foregår her, er ganske enkelt enorm, siger Bjørn Scherbarth.
Blandt de andre arrangementer kan nævnes en fest- og bryllupsmesse, en teaterforestilling, et smykkeevent, et julemarked, flere veteranbiltræf, en aften med folkedans, og i støbeskeen er også en litteraturfestival. Alle weekender frem til efterårsferien er i øvrigt booket med private fester og andre arrangementer.
Som overnatningssted er Aamølle også blevet en succes.
- Vi har ni dobbeltværelser og et enkeltværelse, og de er fuldt belagt sommeren igennem. Jeg må sige nej til mange og kunne sagtens have dobbelt så mange værelser, men med en belægningsprocent på kun omkring 35 procent om vinteren, går det ikke, siger Bjørn Scherbarth.
Han har netop indledt et samarbejde med Bramslevgaard og Pia Stigaard Skammelsen, der i sit firma Oh so Quiet arrangerer vandreferier. Seneste skud på stammen er en tur med overnatninger på Aamølle Gæstgiveri og Bramslevgaard.
- Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå, men foreløbig ser det godt ud. Der er solgt 46 ture, fortæller Bjørn Scherbarth.
Selvom det ikke direkte er til gavn for omsætningen, glæder han sig meget over, at også tilfældigt forbipasserende benytter ejendommen.
- Vandrere og cyklister slår sig ned ved fjorden og holder pause. Nogle af dem køber måske en flaske vin, men ellers er det bare en fornøjelse at se vores smukke omgivelser blive brugt.
Tanken var oprindeligt, at Mads Moth også skulle spille en mindre rolle i den daglige drift, men hans arbejde gør det i praksis umuligt. Bjørn Scherbarth står selv for det i samarbejde med en deltidsansat oldfrue og en håndfuld sæsonansatte.