Billede beskrivelse

Ballade om magten - klimaduks sendt uden for døren

SF er skuffet over Socialdemokratiet - Jeg tager det som udtryk for, at Leif Skaarup ikke ønsker tæt samarbejde, siger Peder Larsen

10. december 2021 kl. 11.37
Opdateret kl. 13.11

Opdateret kl. 12.53 med præcisering af, hvad aftalen på valgnatten mellem SF og S indebar for SF

Klimaduks og byrådsmedlem for SF Peder Larsen, som har profileret sig på modstand mod sprøjtegiften Roundup, er sendt uden for døren i et nyt udvalg for klima, Mariagerfjord Kommune vil oprette. Og det er han skuffet over, siger han til Nordjyske:

- Jeg havde set mig selv som formand eller næstformand i klimaudvalget, siger Peder Larsen, som mener, at Socialdemokraternes borgmesterkandidat og formand for den "røde" valggruppe, Leif Skaarup, har brudt løfter, han afgav på valgnatten:

- Det hed sig, at SF skulle have to pladser i de stående udvalg. Jeg har kun fået én, en menig plads i kultur og fritidsudvalget. Jeg tager det som et udtryk for, at han (Leif Skaarup) ikke ønsker et tæt samarbejde med SF i den nye byrådsperiode.

Billede beskrivelse

SF var ikke i valgforbund med Socialdemokratiet ved KV21 i Mariagerfjord Kommune. Men SF meldte klar ud, at de - sammen med Enhedslisten og Radikale Venstre - støttede Leif Skaarup som borgmester, fremhæver Peder Larsen.

- Det har SF så ikke fået betaling for herefter. Og derfor skal Socialdemokratiet ikke regne med, at vi peger på ham (Leif Skaarup) pr. automatik om fire år - eller en anden socialdemokrat, hvis Leif ikke genopstiller, siger Peder Larsen.

Fire blå og tre røde i nyt klimaudvalg

Klimaet skal have sit eget politiske udvalg i Mariagerfjord kommune i den nye byrådsperiode.

Fire af medlemmerne er fra blå blok, tre er fra rød blok:

Jesper Skov Mikkelsen (V), Laura Holm (K), Jørgen Hammer Sørensen (DF), Emma Mølgaard (Nye Borgerlige), Jens Dalgaard (S), Niels Peter Christoffersen (S) og Peter Muhl (S).

Medlemmerne til de forskellige udvalg, kommissioner og bestyrelser fordeles efter forholdstalsvalg.

Der er anmeldt to valggrupper i Mariagerfjord Kommune:

Valggruppe 1 består af Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Venstre.

Valggruppe 2 består af Socialdemokratiet, Socialistisk folkeparti og Enhedslisten.

Forelagt Peder Larsens udtalelser til Nordjyske siger Leif Skaarup, at han ikke helt forstår, at SF'eren er skuffet.

- Da jeg snakkede med Peder Larsen den anden dag om en plads (som menig) i klimaudvalget, var han ikke interesseret, siger Leif Skaarup.

Fordi blå blok har flertal i klimaudvalget (fire ud af syv medlemmer), har de blå pr. automatik også formandsposten - den kan Leif Skaarup ikke uddele, understreger han.

Om situationen på valgnatten siger Leif Skaarup, at der opstod en ny situation, da rød blok - Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten - ikke kunne tælle til 15. Der er 29 i byrådet.

Aftalen var, at SF kunne få en udvalgsformandspost, samt en plads mere i et stående udvalg - såfremt rød blok fik flertal i byrådet.

- Som situationen er nu, har vi også byrådsmedlemmer i Socialdemokratiet, som kun sidder i et udvalg, understreger Leif Skaarup.

Han præciserer det efterfølgende til, at der er en del i S, som ikke har fået opfyldt deres ønske.

De skal stå i spidsen

Socialdemokratiet sætter sig på to udvalgsformandsposter i det nye byråd, hvilket er status quo.

Edin Hajder fortsætter som formand for arbejdsmarked og uddannelse, mens partifællen Leif Skaarup er ny i rollen som formand for børn og familie.

Skaarup tager over fra Svend Madsen, Mariagerfjordlisten, som ikke blev valgt til byrådet.

Jørgen Hammer Sørensen (DF) sidder sikkert på posten som formand for teknik og miljøudvalget, og det samme gør Venstremanden Jan Andersen, sundheds- og omsorgsudvalgsformand.

Jens-Henrik Kirk, Konservative, er ny kultur- og fritidsudvalgsformand. Genvalgte Jane Grøn fra Socialdemokratiet mistede denne post.

Borgmester Mogens Jespersen (V) er født formand for økonomiudvalget.

Posterne som første og anden viceborgmester varetages uændret af Leif Skaarup (S) og Jens-Henrik Kirk (K).

Nestor ringede med klokken

Det nye byråd konstituerede sig på Hadsund Rådhus torsdag aften. Nestor i byrådet, Niels Peter Christoffersen, som sidder i den folkevalgte forsamling på 28. år, ringede med klokken og bød velkommen.

Billede beskrivelse

10 nye byrådsmedlemmer er rekord i Mariagerfjord Kommunes 14 år lange levetid. Aldrig før er så mange nye tjekket ind. De fik alle en blomsterbuket som påskønnelse af, at de vil tage en tørn.

- Vi gamle rotter glæder os til samarbejdet, lød det fra Niels Peter Christoffersen.

Efter det formelle genvalg af borgmester Mogens Jespersen, som alle tilstedeværende bakkede op om og akkompagnerede med at klappe, overtog han mødeledelsen.

- Jeg vil bestræbe mig på at være borgmester for alle, som jeg håber, jeg også har været det de forgangne to perioder.

- Vi har et fantastisk godt samarbejde i byrådet, og det er sjældent, vi ikke kan snakke sammen bagefter. Den gode tone håber jeg, de ti nye vil tage ved lære af, sagde Mogens Jespersen.

Se også
Flere vindmøller, tak: - Det koster penge og gener at blive grøn
Se også
Tre partier går sammen til valg
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste