Billede beskrivelse

Både Mor og Barn ser ud til at overleve

04. januar 2025 kl. 19.01

HADSUND: Arbejdet med at renovere og genrejse en meget slidt og nærmest glemt skulptur fra den gamle Hadsund Skole har nu stået på i snart et år, og meget tyder på, at skulpturen "Mor og Barn" faktisk kommer til ære og værdighed igen.

Det er tidligere redaktør på Hadsund Folkeblad og nu næstformand og kasserer for Hadsund Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv, Hans Henrik Rasmussen, der er primus motor i projektet. Han fortæller, at man nu er nået så vidt som til at rejse penge til opgaven.

- Jeg har netop sendt fem fondsansøgninger af sted, men det slutter ikke med det, og vi håber selvfølgelig, at det lykkes, siger han.

Betonskulpturen er skabt af kunstneren Frantz Viggo Hansen i 1955 og fungerede i mange år som centrum for en fontæne, hvor skolens elever kunne slukke tørsten.

Hans Henrik Rasmussen, der forlod skolen i 1965, havde selv gavn af fontænen.

- Den stod i den lille skolegård, hvor de små elever kunne undgå at blive mobbet af de store. Sådan var det jo dengang, beretter han.

Skulpturen blev pillet ned i forbindelse med ombygningen af den gamle skole til kulturcenter. Siden har den været opbevaret på forskellige adresser, senest på Hadsund Stenhuggeri.

Billede beskrivelse

- En kvinde, der skulle købe en gravsten til sin far, fik i februar sidste år øje på skulpturen og gjorde Poul Bergmann (tidligere byrådsmedlem i Hadsund og Mariagerfjord Kommune, red.) opmærksom på den. Han henvendte sig til museumsforeningen, så han, formand Dennis Lybech, og jeg tog ud for at kigge på den, fortæller Hans Henrik Rasmussen.

Der er tidligere gjort forsøg på en lignende manøvre, men det gik i sig selv. Men nu gør museumsforeningen altså et nyt forsøg. Skulpturen bærer præg af tidens tand, og bare renoveringen bliver en bekostelig affære.

- Den er i en temmelig miserabel stand. Vi har kontaktet Bevaringscenter Nord i Aalborg og har fået et overslag på cirka 90.000 kroner. Dertil kommer udgiften til en piedestal på godt 30.000 kroner, fortæller Hans Henrik Rasmussen.

Sideløbende har man ved en afstemning på Facebook undersøgt, hvor folk mener, den skal stå.

- Resultatet var, at man gerne ville have den tilbage til den gamle skole, men inde i gården på kulturcenteret kommer der nærmest ingen mennesker og ser den. I stedet har vi henvendt os til den nye Hadsund Skole, og dér vil man gerne modtage den, så det er det, vi går efter, siger Hans Henrik Rasmussen.

Ejerskabet af skulpturen er uvist. Mariagerfjord Kommune har den ikke registreret i sin oversigt over kommunale kunstgenstande. Ræsonnementet er derfor, at det er skolen, der ejer den, så det er altså meget passende, at det er der, den havner til sin tid.

Beslutningen om at forsøge at få skulpturen renoveret er truffet, men forinden skal der altså rejses penge til opgaven, men optimismen er stor i styregruppen "Mor og Barn", og målet er allerede i år at kunne invitere til en ny fernisering for skulpturen, 70 år efter at den blev sat op i skolegården i Hadsund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste