Annette har solgt sin butik efter 30 år: Nu er det Hans bag disken
HOBRO: Nyt Syn Hobro – Holst Optik får ny indehaver d. 1. november, idet Annette Mortensen efter 30 års drift af butikken har solgt den til optiker Hans Præst.
- Jeg har været meget glad for at have butikken her i Hobro – vi har de bedste og sødeste kunder, som har vist os stor tillid gennem alle årene. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg håber, at de vil vise den samme opbakning til Hans, som driver forretningen videre nu, siger Annette Mortensen.
Fokus på øjensundhed og en tryg oplevelse
Når Annette ser tilbage på sin 30-årige karriere, er det især det at kunne hjælpe kunderne til et skarpt syn og dermed bedre livskvalitet, som har betydet mest for hende.
- Jeg har altid lagt vægt på, at kunderne skal have en tryg oplevelse omkring deres syn og øjensundhed, så derfor er jeg stolt af, at vi i de seneste 5 år har kunnet tilbyde øjenlægekonsultation her i butikken. I et tæt samarbejde med øjenlæge Peter Jakobsen kan vores kunder få undersøgt deres øjensundhed og blive screenet for eventuelle øjensygdomme, så vi kan sikre dem en hurtig henvisning til behandling. Hans har heldigvis samme passion for øjensundhed, så kunderne vil også fremover kunne få en øjenlægekonsultation i Nyt Syn Hobro og dermed undgå ventetid, siger Annette.
Ny indehaver med 20 års erfaring
Den nye indehaver Hans Præst er 46 år, og han har i alt 20 års erfaring dels fra en optikerkæde, som selvstændig og senest som optiker ansat hos en øjenlæge.
- Jeg har altid kendt Hobro og er kommet her meget, så det var helt oplagt for mig at overtage Nyt Syn Hobro, da muligheden bød sig, siger Hans.
- Det betyder meget for mig som selvstændig indehaver, at jeg kan tilbyde kunderne de bedste synsløsninger uden at gå på kompromis. Annette har lagt grundstenen til butikkens høje service og kvalitetsprodukter, f.eks. gennem valg af brillestel i dansk design og selvfølgelig ZEISS-glas med høj præcision. Det ønsker jeg at bygge videre på, og mit motto er, at der er ikke noget, vi ikke kan løse, for vi kan tage os tiden til den enkelte kunde og har adgang til alle de nyeste produkter, siger Hans.
Nye tiltag på vej
Hans Præst ønsker, at butikkens service skal være endnu mere tilgængelig, og han vil derfor holde åbent om lørdagen fra kl. 10-14 – bl.a. for at imødekomme behov fra børnefamilier.
- Jeg brænder meget for at hjælpe børn med synsudfordringer, fordi det er så vigtigt at sætte ind med behandling tidligt. Derfor vil et af de nye tiltag være at tilbyde endnu flere smarte børnebriller og især tilbyde behandling af børns nærsynethed med natlinser og special-brilleglas, siger Hans og fortsætter:
- Jeg har stor viden inden for specialoptik og speciallinser, så vi vil også kunne tilbyde skræddersyede løsninger til de voksne kunder, som ikke kan nøjes med standardløsninger.
Hobro som handelsby
Som selvstændig optiker er Hans Præst meget bevidst om, at det samlede handelsliv i Hobro har stor betydning for ham.
- Jeg vil helt klart bakke op om de tiltag, byen laver for at støtte det lokale handelsliv. Jo flere attraktive butikker, der er i Hobro, desto flere kunder kan vi sammen trække til byen og fortsat sikre liv i gaderne. Det glæder jeg mig til at være en del af, siger Hans.
Annette har sidste arbejdsdag i butikken på Storetorv, Adelgade 25G torsdag d. 31. oktober, hvor kunder og venner af huset er velkomne til at komme forbi til en kop kaffe og lidt sødt.