Billede beskrivelse

Vintage-motorcykler sælges for højeste bud

26. februar 2026 kl. 09.25

HADSUND: Fire virkelig flotte og historiske veteranmotorcykler sættes nu under hammeren hos Krone Auktioner i Hadsund. Ejeren, en lokal samler, har ikke sat noget minimumsbud, og dermed er der altså mulighed for at blive flot kørende for en god pris.

- I princippet kan man slippe med at byde 50 kroner, men sådan kommer det med sikkerhed ikke til at gå. Interessen for gamle motorcykler plejer at være ret stor, så der bliver rift om dem, siger auktionarius Kasper Krone.

Den ældste model under hammeren er en BSA Empire Star 500 cc fra 1937. Derefter følger en Triumph fra 1954, en BMW R50 SL250 fra 1956 og endelig en Kreidler Florett RS K 54/511 årgang 1981.

- Jeg har boret lidt i det og forhørt mig rundt omkring om BMW'en. Det er jo den model, danske motorcykelbetjente kørte på, og nogle huller foran kunne tyde på, at der har siddet et blåt blink. Det jeg har fået at vide, er, at den højst sandsynligt har været politimotorcykel, men det kan ikke endeligt bekræftes ud fra stelnummeret, siger Kasper Krone.

Billede beskrivelse

Kreidleren var en af de dyreste og mest populære knallerter på det danske marked i 1970'erne og 1980'erne. I Tyskland blev den også solgt som motorcykel. Den er modsat motorcyklerne ikke indregistreret.

Alle fire køretøjer er meget velholdte og køreklar, så man kan sidde i sadlen, når sæsonen begynder.

Som bekendt er motorcykler bedst egnede til vinterhalvåret, og en anden auktion, der allerede er i gang, handler også om sæsonbetonede varer.

Her er varelageret fra et nedlukket campingcenter sat til salg, og mangler man udstyr til sin campingvogn, er det givetvis at finde her.

Der er 192 såkaldte lots, som for størstedelens vedkommende er samlet i paller. Der er alt fra nye vaske, gasblus, køleskabe, ovne, luftfortelte, markiser, liggestole og møbler til indretning af sommerens ”lysthus”.

Billede beskrivelse

Alt er fabriksnyt, og alle bud starter ved 50 kroner.

- Det gør næsten alle vores auktioner, men der er undtagelser. Vi solgte for et par år siden en Land Cruiser, som ejeren krævede mindst 225.000 kroner for. Han fik 270.000, fortæller Kasper Krone.

Hvis man ønsker at byde, skal man enten være registreret eller oprette sig som kunde. Dem er der p.t. 25.000 af.

Motorcykel-auktionen åbner torsdag, mens camping-auktionen allerede er åben. Der er besigtigelse fredag 6. marts. Auktionen lukker søndag 8. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste