Billede beskrivelse

Vildt ulækkert: Hadsunderne går til stemmeurnerne

27. februar 2025 kl. 06.00

HADSUND: En afstemning på Facebook om hundelorte har siden søndag tiltrukket sig en del opmærksomhed i Hadsund. Opslaget er lagt op på gruppen Hadsund, og her har foreløbig 361 afgivet deres stemme.

Bag opslaget står Karsten Pedersen, der efter en uheldig og ulækker oplevelse søndag på Munchs Eng tog affære.

- Min søn trådte i en hundelort, og det er jo ikke til at få af skoene. Vi skulle i bil til Aalborg, og det stank og kom jo også på måtten. Det var virkelig ulækkert og virkelig træls. Det er vildt, at én hundelort kan gøre så meget skade. Jeg var faktisk lige ved at købe nye måtter, siger han.

Billede beskrivelse

Så overvejede han, hvordan det skulle gribes an, for Karsten Pedersen er mest af alt interesseret i at få standset eller i hvert fald mindsket hundeejernes letfærdige håndtering af efterladenskaberne.

- Hvis jeg bare skrev "Saml jeres lort op", så ville jeg lyde som et brokkehoved, og det ville sikkert bare være med til at trække fronterne op, hvis det da overhovedet fik opmærksomhed fra ret mange, siger han.

Derfor afstemningen, hvor folk med deres stemme kan tilkendegive, om de synes, "det er vildt ulækkert, og hundeejere skal samle hundelortene op", eller om de snarere finder, at "det må man forvente".

- Det kunne jo for så vidt godt være, at mange synes, at hundene har førsteret, men sådan er det heldigvis ikke, påpeger Karsten Pedersen med henvisning til, at 93 procent mener, at den første svarmulighed er det rigtige.

Billede beskrivelse

Han er glad for resultatet og lidt overrasket over de mange stemmer.

- Jeg håber, at det kan flytte noget. Det er lagt op med et glimt i øjet, men det ser ud, som om vi kan få en debat, og det var det, jeg håbede. Måske hanker hundeejerne lidt op i sig selv. Man kunne også håbe, at kommunen ville sætte en rulle hundeposer op og skilte med, at man skal samle sit lort op. Det kunne jo være fint, siger Karsten Pedersen.

Som nabo til Munchs Eng er han i første omgang fokuseret på plænen der.

- Min søn og jeg spiller fodbold derovre, og mange andre bruger den også. Og det er, som om lysten forsvinder, når man ved, at risikoen er der, siger han.

Opslaget har også fået flere kommentarer. Heraf fremgår det, at problemet bestemt ikke er isoleret til Munchs Eng, men optræder i det meste af Hadsund.

En skriver "Synes det er et generelt problem. Langs fortove ligger der også lort alle steder".

En anden griber det ret sagligt an: "Selvfølgelig skal der samles op. Det er ulækkert at træde i, men i værste fald kan det være med til at sprede sygdomme og parasitter til hundene. Og de behøver ikke have pøllen i munden for at smitte.

Så for alles skyld, både to og firbenede samler man altid op."

At det vækker frustration og hævngerrighed, fremgår også: "Håber en af de hundeluftere selv træder i en l… og får den med ind i bilen og hjem."

Der er også glimt i øjet: "Det pynter ellers med alle de små flag der står rundt omkring i.... Når man nu alligevel er der ned for at sætte flag i, kunne man jo lige så godt samle den op."

Og så er der den kortfattede: "Det er noget lort!"

Karsten Pedersen er ikke selv hundeejer, men passer sammen med sin hustru Pernille og deres otteårige søn Geo hund for andre.

- Når vi går tur, er vi meget påpasselige med at samle op, men jeg kan godt nogle gange have følelsen af, at folk, jeg møder, tænker, at "han nok er en af dem, der lader lorten ligge". Det er jo konsekvensen. Bare nogle få lader lorten ligge, ser mange skævt til alle hundeejere. Men som afstemningen viser, gør mange jo, som de skal, siger han.

Der er i øvrigt flere gode grund til at samle op efter sig, og det gælder ikke bare hundelorte. Det kan nemlig koste en bøde at lade være, og det gælder også andet affald.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste