Billede beskrivelse

Tean rykker snart sin salon fra Aalestrup til Hobro

23. januar 2025 kl. 19.01

HOBRO: Efter mere end 30 år i Aalestrup flytter Tean Hammer sin frisørsalon ”Hot’n Tot” til Hobro, hvor den får hjemme på Jyllandsvej 10.

Baggrunden for flytningen er en kombination af, at lejemålet i Aalestrup er blevet utidssvarende, hvorfor det var nødvendigt at finde nye lokaler. Samtidig bor Tean Hammer privat i Hobro. Derfor gav det rigtig god mening, at de nye faciliteter skulle være i Hobro.

Tean Hammer blev i sin tid udlært i Hobro, nærmere betegnet hos ”Salon Jette” i 1992. Straks efter at hun var blevet udlært, flyttede hun til Aalestrup, hvor hun har været selvstændig siden.

- Jeg glæder mig til at flytte tilbage til Hobro og åbne min nye salon, hvor jeg har fundet en perfekt beliggenhed på Jyllandsvej 10. Salonen ligger tæt på det hele og så er der parkering lige uden for døren, lyder det fra Tean Hammer.

Sparer en time hver dag

Privat er Tean gift med Carsten Hammer og parret har tilsammen fem børn fra tidligere forhold. Parret er bosiddende på Kirkedals Allé – mindre end 100 meter fra Teans nye salon, hvilket betyder at hun som bonus får minimum en time mere til sig selv hver dag.

- Jeg glæder mig til at få tid til at dyrke noget mere løb og motion, som jeg sætter meget pris på, fortæller hun.

Derudover bruger Tean fritiden på håndarbejde i alle afskygninger, besøger børnebørnene, samt nyder livet på fjorden i parrets fælles båd.

Tean Hammer har sidste åbningsdag i Aalestrup d. 26. februar – og salonen på Jyllandsvej skulle efter planen stå klar til at åbne tirsdag d. 4. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste