Sundheds- og Trivselshus er kommet flot fra land – på udkig efter yderligere en kollega
VALSGAARD/HOBRO: Tilbage i sensommeren 2023 åbnede ”Vores Sundheds- og Trivselshus” i Industriparken 7 i Valsgaard. Med ambitionen om at udvikle stedet til et unikt fællesskab for soloselvstændige behandlere. Det er lykkedes – i dag er der masser af liv i huset. Der mangler dog lige en enkelt lejer for at det hele går op i en højere enhed.
Den første lejer, der startede i huset, er der ikke længere, men det er til gengæld: Head Nord ved Birgitte Bartholomæussen, en fysioterapeutisk hoved- og hjernerystelsesklinik, Klinik Dalen ved columna-terapeut Line Dalen, Kære Krop ved kropsterapeut Regitze Meilholm, Helhjertet ved trivselskonsulent Jannie Lynge og endelig Psykoterapeut Marianne Bredahl.
- Huset er blevet nøjagtigt, som det vi havde drømt om. Vi er fem individuelle behandlere med hver vores specialer og kompetencer, der supplerer hinanden rigtigt godt. Samtidig er det fantastisk som soloselvstændig at møde ind i et spirende og levende hus, og have nogle kollegaer, fortæller Line Dalen, der i mange år forinden havde drevet sin klinik alene. Hun kan mærke en kæmpe forskel ved at være en del af et fællesskab.
Det samme kan Birgitte Bartholomæussen.
- Det er meget afgørende, at man ønsker at være en del af vores fællesskab. Lige nu er vi eksempelvis på udkig efter en ny behandler og kollega, og her er det nærmest et krav, at man vil spise frokost sammen med os andre, hvis man vil leje sig ind, lyder det med et smil fra Birgitte.
Årsagen til at Vores Sundheds- og Trivselshus har mulighed for at byde en ny kollega velkommen er, at de for nylig har afsluttet en større ombygning og modernisering af huset.
- Vi har allerede haft dialog med et par stykker, så jeg er helt sikker på, at vi snart kan byde en ny behandler velkommen. Men hvis man læser dette, og er interesseret, er man meget velkommen til at række ud, tilføjer Birgitte.
Netværk for soloselvstændige
At de foreløbigt fem behandlere har fundet sammen i huset i Valsgaard, har også understreget den generelle vigtighed af fællesskab og netværk for behandlere, der meget ofte er soloselvstændige.
Derfor har Birgitte Bartholomæussen - i samarbejde med Mariagerfjord Erhverv og netværksfacilitator Lise Nordklitgaard - også startet et netværk for alle soloselvstændige på sundhedsområdet i Mariagerfjord Kommune. Dem er der cirka 70 af.
- Netværket er helt nyt. Vi har foreløbigt haft et infomøde, men starter op midt i januar. Netværket er tiltænkt alt fra fodterapeuter og fysioterapeuter til læger og coaches, og alle andre indenfor sundhedsområdet. Vi mødes hver 6. uge, hvor vi udveksler både positive historier, problemer, idéer og meget andet, ligesom vi indimellem inviterer forskellige relevante foredragsholdere med til møderne.
- Vi står jo reelt alle med de helt samme udfordringer, så det har potentiale til at blive et meget givende netværk, slutter Birgitte Bartholomæussen.