Billede beskrivelse

Specialistforedrag blev tilløbsstykke

22. marts 2026 kl. 06.04

HOBRO: Der måtte hurtigt findes ekstra stole frem, da Hjerteforeningen Mariagerfjord holdt hjertecafé og generalforsamling på Hobro Teater. Fremmødet overgik arrangørernes forventninger, og 110 deltagere var mødt op.

Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse. 

Aftenens højdepunkt var ifølge foreningen et foredrag med hjertespecialist og overlæge Peter Stæhr. Med et engageret, pædagogisk og underholdende oplæg formåede han at fastholde publikums fulde opmærksomhed.

Temaet for foredraget var: ”Hjertemedicin – hvad gør den godt for, og hvad skal man passe på?” Her kom Peter Stæhr vidt omkring – fra hjertets funktion og behandlingsmuligheder til forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme. Han lagde blandt andet vægt på betydningen af et fornuftigt blodtryk, en hjertevenlig kost, regelmæssig motion og et liv uden rygning.

Billede beskrivelse

Inden foredraget fortalte Hjerteforeningens lokalformand, Lene Mark, om organisationens arbejde, som i stigende grad har fokus på forebyggelse. Hun præsenterede også aktuelle tal om danskernes hjertesundhed.

Hun fortalte, at ifølge statistikken lever omkring 670.000 danskere med en hjerte-kar-sygdom, og mere end en million danskere får hvert år ordineret receptpligtig hjertemedicin.

Efter foredraget blev Hjerteforeningens årlige generalforsamling afviklet. I sin beretning oplyste Lene Mark blandt andet, at lokalforeningen, som dækker Mariagerfjord Kommune, har knap 900 medlemmer. Foreningen står bag en række aktiviteter, herunder hjertecaféer og hjertemotion. Sidstnævnte tæller i øjeblikket 11 hold med i alt 230 deltagere.

Ved generalforsamlingen blev Ann-Dorte Munkholm fra Hobro nyvalgt til bestyrelsen. Samtidig blev Lene Mark fra Snæbum, Henrik Christensen fra Hadsund samt Rikke Nielsen og Jens Sønderup, begge fra Hobro, genvalgt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste